Lettet forstander: - Jeg glæder mig til at se dem

Det glæder forstanderen på Djurslands Efterskole, at de elever og medarbejdere, der siden lørdag har været fanget i Jerusalem, kommer hjem.

Udgivet Opdateret
Efterskoleeleverne har i den tid, som de var fanget på hotellet, blandt andet slikket sol på tagterrassen, spillet spil og talt med medarbejderne om situationen. Foto: Privatfoto

Det glæder forstanderen på Djurslands Efterskole, William Enevold Ehmsen, at de 32 elever og fem medarbejdere fra efterskolen, som siden lørdag har været fanget i Jerusalem, nu kommer hjem.

Tirsdag aften omkring klokken 23.00 lander eleverne og medarbejderne fra Djurslands Efterskole i Billund Lufthavn.

- Jeg har arbejdet på at få dem hjem så hurtigt som muligt, så det er jeg vældig begejstret for. Jeg glæder mig til at se dem, siger William Enevold Ehmsen, som også selv er til stede i lufthavnen, når eleverne kommer hjem. 

Eleverne og medarbejderne ved Djurslands Efterskole blev fanget i Jerusalem da Israel i lørdags blev udsat for et større angreb fra den palæstinensiske militante, islamistiske organisation, Hamas.

Psykologisk hjælp

Forstanderen vil gøre, hvad han kan, for at stå klar med den nødvendige psykologiske hjælp til eleverne, men det er ikke sikkert, at de tager imod det.

- Vi vil stille den psykologiske hjælp til rådighed, som de har brug for. Men der er også nogle praktiske udfordringer, fordi de ankommer sent om aftenen, og mange måske ikke har kræfter til at tale med nogen på det tidspunkt, siger William Enevold Ehmsen, som også fortæller, at eleverne i øjeblikket er trygge.

Ifølge forstanderen kommer hjemturen formentlig til at gå glat for eleverne og medarbejderne, men det er uvist, om nogle alligevel skulle blive berørt af rejsen og turen generelt.

- Det ikke til at sige, hvad det gør ved elever at skulle rejse over checkpoints og sidde i en flyver i mange timer. Nogle vil måske tage med deres forældre hjem, andre vil tage med tilbage til skolen, og begge dele er helt i orden, siger forstanderen, som vil tage sig godt af de elever, der vælger at tage med tilbage til efterskolen.

Tilbage til normalen

De 10.-klasseselever, som kommer hjem fra Israel i morgen, har en skoledag på fredag. 

Men om de har lyst til at deltage, eller blot vil tage forskud på efterårsferien, er helt op til dem selv.

- Jeg forventer, at de efter efterårsferien er tilbage på skolen. Men hvis nogle har behov for en længere pause, har de al den frihed, de skal bruge. Dog er det min klare formodning, at alle har lyst til at være på skolen igen, siger William Enevold Ehmsen. 

Forstanderen mener også, at det efter sådanne episoder er vigtigt at vende tilbage til normalen hurtigst muligt.

En ny rejse

Eleverne fra Djurslands Efterskole ankom til Jerusalem i torsdags, og skulle oprindeligt have været afsted i en uge.

Deres tur blev væsentligt forkortet på grund af situationen i Israel, og derfor er de blevet lovet en anden tur af forstanderen. 

- Jeg vil sørge for, at de har noget at se frem til, fordi de har mistet deres tur på den her måde. Derfor er jeg kommet til at love dem en anden tur, siger forstanderen og griner en smule.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her