Politiker rappede i valgvideo: Nu har han fjernet den igen
Kommunalpolitiker Jens Meilvang (LA) lavede for nylig en valgvideo, hvor han rappede om sine politiske budskaber. Men nu skal den tages ned.
Det skulle fungere som et musikalsk forsøg på at tiltrække opmærksomhed forud for det kommende folketingsvalg.
Men forsøget overlevede ikke i lang tid.
Kommunalpolitiker og kandidat til Folketinget Jens Meilvang (LA) lavede for nylig en musikvideo, hvor han rappede om sine politiske budskaber.
Nu er videoen taget ned, da ejeren af musikken, som Jens Meilvang har brugt, har trukket sin tilladelse tilbage. Det skriver politikeren i et Facebook-opslag.
- Det er jeg jo ærgerlig over. Der er brugt meget tid på den, siger kommunalpolitikeren fra Norddjurs.
Melodi fra Grand Prix-hit
Melodien, som Jens Meilvang rappede til i sin video, var fra Kølig Kajs 'Stemmen i mit liv', som vandt Dansk Melodi Grand Prix i 1997.
Jens Meilvang fortæller, at han både fik tilladelse til at bruge sangen fra manden bag Kølig Kaj, Thomas Lægaard, og Lars Pedersen, også kendt som Chief 1, der også står bag hittet.
Men efter musikvideoen med titlen 'Folketingsrap' kom ud, har Chief 1 trukket sin tilladelse tilbage, og det undrer Jens Meilvang.
- Jeg har svært ved at se, hvad der er op og ned i det. Jeg synes ikke, jeg kunne have gjort andet, end det jeg har gjort, siger lokalpolitikeren.
Ifølge Jens Meilvang gjorde han opmærksom på, at den ville blive brugt til en valgvideo.
Kølig Kaj har ikke noget problem
Thomas Lægaard ejer tekstrettighederne til sangen, og han bekræfter at have givet Jens Meilvang lov til at lege med teksten.
- Jeg har ikke de store problemer med det. Jeg ville kun have et problem, hvis det fremstod, som om jeg var en del af partiet, siger Thomas Lægaard.
Han fortæller, at han ikke har noget at gøre med tilbagetrækningen af tilladelsen.
- Jeg er ikke vred eller sur over det. Det er sjovt, at sangen stadig lever videre i folks bevidsthed, siger Melodi Grandprix-stjernen.
Den kække musikvideo vil dog genopstå, og Jens Meilvang håber, det bliver inden valget.
- Der er en, som er i gang med at skrive en ny melodi, som vi selv ejer rettighederne over.
TV2 ØSTJYLLAND forsøger at få en kommentar fra Cheif 1 for at høre, hvorfor han har trukket tilladelsen tilbage.