Henry har 300 arter i haven uden at løfte en finger
En større omlægning har gjort haven god for både klima og hængekøje-elskere.
Man kan høre fuglene i baggrunden, da Henry Lind tager telefonen.
Sommerfugle i massevis sværmer omkring ham.
- Så snart man kommer ind, flyver sommerfuglene rundt, her er flere fugle. Der er over 300 hjemmehørende arter på matriklen, fortæller han fra haven i Saksild.
Han har nemlig omdannet sin egen have til en oase. Sit eget lille økosamfund, som er grønt og ikke mangler vand trods tørken, og hvor det hele bare skal slåes ned med en le én gang om året.
- Hvis man gerne vil ligge i hængekøjen, er det en god metode, konstaterer Henry Lind.
I 2016 startede han med at omlægge den 1200 kvadratmeter store have, så den i dag passer sig selv. Det krævede blandt andet, at han gravede det øverste lag jord væk, så han skabte et næringsfattigt miljø
Han kan nyde synet af sin klimatilpassede have hvert år uden at løfte en finger.
Han er gået efter arter, som blåhat, engelsk græs og gul snerre, der i forvejen lever godt i områdets strandenge, og ikke noget eksotisk eller sjældent.
- Gennem mange tusind år har de tilpasset sig de her leveforhold. De har meget dybe rødder der går langt ned og selv tager vand og næring, forklarer Henry Lind.
Fundet i bøger
Man kunne tro, at Henry Lind var uddannet indenfor botanik, men al hans viden stammer fra interessen, der opstod for ti år siden og er fundet i bøger.
- Jeg har altid været meget naturinteresseret og interesseret i fugle, så jeg begyndte at læse om det.
Så selvom han er uddannet biologilærer, er det altså interessen, der har drevet værket.
I år har han fået den store vandsalamander i sin sø.
Alle kan kopiere
Og i princippet han alle kopiere økosamfundet, også i mindre skala.
Det kan gøres i et lille bed, et højbed, eller man kan lade hele plænen stå.
- Det giver meget mere liv i haven. Jeg sidder bare og nyder det, fortæller Henry Lind fra haven.
Når han bruger leen, fjerner han det organiske materiale, og der bliver åbnet op ned til urterne.
Haven binder også en masse CO2 i kvashegn, dødt træ på jorden og i jorden.