John må nøjes med robotstøvsuger: - Hvad er det for et svin, der bor her?
John Müller fra Odder har fået skåret i sin rengøring, så han i stedet for rengøring hver uge må nøjes med hver tredje. Ønsker man mere rengøring, må man selv betale, lyder det fra udvalgsformand.
På kontorbordet hos John Müller danser støvet, når solen rammer den mørke bordplade.
”Du kan skrive dit navn i det,” konstaterer den 67-årige beboer tørt.
Langs væggene er listerne ligeledes dækket af et tykt lag støv. Og stikker man hovedet ud på badeværelset finder man en rist fuld af hår.
- Når folk kommer ind og ser det der, tænker folk: ”hvad fanden er det for et svin, der bor her?” siger John Müller til TV2 Østjylland.
Helst svingede han selv en støvsuger, for han kan bedst lide, at det er ”pinligt rent”.
Men det har en nedslidt krop sat en stopper for.
Han er benamputeret og sidder derfor i kørestol. Overkroppen er ligeledes nedslidt og skal holdes i ro, viser lægejournaler, som TV2 Østjylland har set.
Alligevel har han fået skåret i sin rengøringshjælp fra Odder Kommune.
Det er en landsdækkende tendens, at færre ældre får hjælp i eget hjem, og de, der modtager hjemmehjælp, får færre timer end for ti år siden.
Kan ikke betjene robotstøvsuger fra en kørestol
John Müller har indtil i år fået ugentligt hjælp af Odder Kommune til at gøre rent.
Men tidligere på året blev hans hjælp reduceret, så han nu må klare sig med rengøring hver tredje uge. Hver uge får han skiftet sengetøj.
- Jeg kan ikke holde ud at se på det, og det er da flovt at invitere folk ind, når det ligner et cirkustelt, siger han.
Den rengøring, han nu kan få hjælp til hver tredje uge, indebærer hverken støvsugning eller gulvvask. I stedet lægger Odder Kommune op til, at han indkøber robothjælpemidler til at klare de opgaver.
Tidligere i år testede John Müller modvilligt en robotstøvsuger i sit hjem, men den satte sig efter Johns eget udsagn fast under møbler, så han måtte vente på at familiemedlemmer kom forbi og kunne få den fri.
- Det siger sig selv, at jeg ikke kan komme derned, siger den 67-årige kørestolsbruger.
Er du lidt på tværs og har besluttet dig for, at du bare ikke skal have en robotstøvsuger?
- Nej, det har jeg ikke, slår John Müller fast.
- Men det virker ikke her ved mig. Den kommer ikke ud i krogene, og den hopper heller ikke op og tager panelerne.
Færre får hjemmehjælp
Ændringen i John Müllers rengøringshjælp sker efter, at kommunalbestyrelsen i Odder Kommune i juni sidste år vedtog besparelser på ældreområdet på i alt 3,9 mio. kroner.
Her skulle 450.000 kroner findes ved at reducere kommunens rengøringsstandard til borgere i eget hjem.
Det er ikke kun i Odder, at hjælpen i eget hjem reduceres.
På landsplan får langt færre ældre hjælp i eget hjem, og de der modtager hjemmehjælp, får færre timer end for ti år siden. Det viser en analyse foretaget af VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Det er samtidig med, at der er kommet knap 40 procent flere ældre over 67 år i landet.
Sådan sparede Odder 3,9 mio. kr.
Klippekort i plejeboliger - 800.000 kr.
Klippekort i hjemmepleje - 200.000 kr.
Ophør pårørendevejleder - 180.000 kr.
Reduceret daghjemstilbud - 160.000 kr.
Reduktion af demensteam - 180.000 kr.
Reduceret rengøringsstandard for borgere i eget hjem - 450.000 kr.
Forebyggende hjemmebesøg, reduktion af udvidelse - 225.000 kr.
Digi Rehab, reduceres til 9 mdr. årligt - 125.000 kr.
Revisitation - 1.300.000 kr.
Hjælpemidler - 280.000 kr.
Kilde: Odder Kommune
Derfor må man sænke forventningerne til den hjælp man kan få fra kommunen, lyder det fra Finn Thranum, der er formand for Udvalget for Sundhed og Voksne i Odder Kommune for Venstre.
- Jeg tror, at vi i fremtidens velfærdssamfund skal acceptere, at den service man måske havde en gang. Den har man ikke mere. For mig personligt, er det mere afgørende at den personlige pleje er der, end at den praktiske bistand er der, siger han til TV2 Østjylland.
Enhedslisten og Konservative stemte sidste år imod besparelserne på ældreområdet.
- Jeg synes 300.000 til Økologiens have, 275.000 til vedligeholdelse af en rekreativ park og 500.000 kroner til en biodiversitetsmedarbejder er nogle af de steder, vi skal spørge os selv, om det er det, vi skal bruge krudtet på, når vi står i den økonomiske situation, som vi gør, siger Martin Mikkelsen, der sidder i kommunalbestyrelsen for Konservative, til TV2 Østjylland.
Udvalgsformand: Ældre må selv betale for mere rengøring
Med et stigende antal af ældre, også i Odder Kommune, åbner Finn Thranum op for muligheden for øget egenbetaling på for eksempel rengøring.
- Det synes jeg er rettidig omhu og ordentlighed, siger Finn Thranum, der er formand for Udvalget for Sundhed og Voksne i Odder Kommune for Venstre.
Er det så borgernes eget ansvar at betale for mere rengøring?
- Ja, det må det jo være.
Er det rimeligt for borgere på for eksempel offentlig forsørgelse?
- Jeg tænker, at det, man skal vænne sig til i dag, er at skabe sig nogle netværk. Man skal have noget hjælp, for vi bliver nødt til at nytænke vores velfærdssamfund.
Men det ser John Müller ikke som en mulighed.
- Privat rengøring? Det ville jeg da gerne, men hvor skulle jeg stjæle de penge?
- Jeg klager ikke over min førtidspension. Men der er ikke råd til at gå ud at købe hverken en robotstøvsuger eller hyre et firma til at gøre rent, siger han.
Kan du forstå, at politikerne hellere vil spare på rengøring end varme hænder?
- Jo, men de kunne måske støvsuge, og så kunne jeg garanteret for en 20’er få børnebørnene til at vaske gulvet, siger John Müller.
Spareplaner i flere østjyske kommuner
Netop nu skal budgettet for næste år forhandles på plads ude i kommunerne. Og forringelse af rengøringsstandarden er et forslag i flere kommuner som blandt andre Syddjurs og Favrskov.
Om ældreplejen står for skud i Odder endnu en gang kan politikerne endnu ikke sige. Men fra John Müller er opfordringen i hvert fald klar.
- Jeg synes politikerne skal tage sig sammen og tage sig lidt mere af de ældre borgere i byen og give dem en anstændig tredjedel af deres liv, siger han.