Rådne gynger og legetøj med kvælningsfare: Daginstitution under skærpet tilsyn

Den private daginstitution Myretuen i Saksild er kommet under skærpet tilsyn. På mandag tages sagen op i Udvalget for Børn og Skole i Odder Kommune.

Udgivet Opdateret
Dette er et arkivbillede brugt som illustration. Billedet har intet med daginstitutionen Myretuen at gøre.

"Ustruktureret, planløs og kaotisk."

Sådan beskrives hverdagen for børnene i den private daginstitution Myretuen i Saksild, da kommunens folk kommer uanmeldt forbi og laver et tilsynsbesøg den 15. juni i år. 

Odder Kommune har derfor opstillet en række sanktioneringer, som i værste tilfælde kan betyde, at kommunen standser udbetalingen af det tilskud, som gives til daginstitutionen.

Er du forælder til et barn i børnehaven?

Så hører vi meget gerne fra dig.

Tip os

Besøget i juni er nemlig ikke det første, der viser, at der skal rettes op på nogle ting. Det fremgår af en tilsynsrapport, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i.

Rådne gyngestativer og risikofyldt legetøj

I 2022 var tilsynet på et anmeldt besøg i maj og derefter et uanmeldt besøg i december.

Her fremgår det af tilsynsrapporten, at medarbejderne "gerne vil børnene", at børn, som er kede af det, trøstes, og at børnene har gode udenomsarealer. Derudover beskrives pædagogerne blandt andet som værende gode til at se og høre hvert enkelt barn, til at sætte lege i gang og til at hjælpe børnene med at falde til ro.

Men - på det uanmeldte besøg vurderes det sproglige læringsmiljø i vuggestuen som "sprogfattigt". Der ses ingen aktiviteter begyndt på de voksnes initiativ, der er utydelige rutiner, og stemningen beskrives som værende "uden gejst". 

Derudover er noget af legetøjet uhensigtsmæssigt for små børn blandt andet grundet risiko for kvælning.

Tilsynet observerer ligeledes, at den pågældende dag i børnehaven forekommer tilfældig med kun få tegn på planlægning fra de voksnes side.

Derudover er der mange ting, som potentielt kan udgøre en sikkerhedsrisiko for børnene. På legepladsen findes der rådne gyngestativer og en smadret rude i en pavillon, som børnene kan skære sig på. Tilsynet kommer efterfølgende på besøg to gange, hvor de fysiske rammer stadigvæk ikke er i orden. På det tredje besøg er problemet udbedret.

På baggrund af det uanmeldte besøg i december 2022 kommer daginstitutionen under det skærpede tilsyn. Herefter udformes en handleplan, som skal rette op på situationen. Til mandagens møde skal det drøftes, om denne plan har virket, og om det skærpede tilsyn skal ophæves eller forlænges.

Tre år med skærpet tilsyn

I 2015 besluttede byrådet grundet klager fra forældre og tidligere ansatte i Myretuen at sætte daginstitutionen under skærpet tilsyn.

Det blev ophævet i 2018, da beskyldningerne, som dengang blev påtalt, ikke kunne bevises.

'Stop nu det pyller'

Ved det seneste tilsynsbesøg den 15. juni i år beskrives personalet som opmærksomt og gode til at sætte ord på for børnene. 

Dog ser tilsynet en voksen, som vrider et barns hænder fri fra en dukkevogn, samt et andet barn, der trøstes med ordene 'stop nu det pyller. Der er ikke nogen, der tager din sut'.

Derudover ser tilsynets medarbejder, at der i børnehaven sidder en dreng alene i et hjørne i et legehus. Der kommer en større dreng og råber ham ind i hovedet og kaster sten på ham. 

Da han har siddet derinde i godt en halv time, henvender tilsynets medarbejder sig til personalet, som fortæller, at de har ledt efter ham, og mistænkt, at han var gået ud af lågen, for det gjorde han nemlig indimellem.

I løbet af dagen observeres flere børn i udsatte positioner, som ikke får hjælp. Samtidig er tilsynet bekymret for børnenes læring, udvikling og trivsel.

Store dele af personalet er uden uddannelse og ikke opmærksomt på at have kontakt ansigt-til-ansigt med børnene.

TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra ledelsen af Myretuen, men ingen ønsker at udtale sig. Mandag tages sagen op i Udvalget for Børn og Skole i Odder Kommune. Indtil da ønsker Odder Kommune ikke at drøfte sagen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her