Youngsters Camp samler unge om sejlsport uanset sejlerfaring
På Hou Maritime Idrætsefterskole samles unge lige nu på tværs af køn, niveau og sejlerfaring i fire dage til Youngsters Camp.
Som navnet meget klart siger, så er Youngsters Camp en camp for unge, og samtidigt er den også arrangeret af unge.
- Det har stor betydning. Så snart man træder ud i båden, har man meget mere ansvar, end hvis man sejlede med nogle ældre herrer eller kvinder, siger en af deltagerne Malene Stenius Petersen.
Campen har fokus på, hvordan man bliver en dygtig sejler, på det gode sømandskab og på det sociale. Lige præcis det sociale betyder meget for en af campens andre deltagere.
- Det er helt klart de folk, der kommer på campen. Vi er mange tilbagevendende, og vi har det virkelig sjovt. Vi får en hel masse timer på vandet, siger Rasmus Bolvig.
Professionel lagde vejen forbi
En ungdomslandsholdssejler lagde vejen forbi Hou Maritime Idrætsefterskole for at give ud af hans erfaringer.
- Jeg vil gerne give noget tilbage til sporten. Jeg tager gladeligt en dag eller uge ud, hvis det er det, der skal til, siger Mathias Bruun Borreskov, som er ungdomslandsholdsejler og lagde vejen forbi campen.
Udover at blive en dygtigere sejler er der også andre aktiviteter på planen. De unge lærer blandt andet også om det maritime erhverv gennem et brætspil.
- Spillet giver dem et indblik i fem forskellige erhverv. De skal være enormt gode til at samarbejde, som de kan bruge på bådene og i deres kommende erhverv, siger medarrangør Michelle Jensen.
Campen bliver afholdt for andet år i træk, og i år er der tre camps rundt i landet.