Biden er officielt præsident: Tidligere østjysk Trump-støtte er positiv
KU-formand i Århus, Sebastian Kaimson, glæder sig over præsidentskriftet i dag, på trods af hans ellers republikanske politiske overbevisning. Det bliver både spændende, underligt, voldsomt og mærkeligt at følge med i, siger han.
Selvom Sebastian Kaimsons lejlighed er fyldt med bøger om tidligere republikanske præsidenter, mener han, at han ikke længere kan støtte op om Donald Trump.
- Siden præsidentvalget tilbage i november har Donald Trump gjort mange forbavsende ting, som har været med til at gøre, at jeg aldrig ville sætte mit kryds ved ham, hvis jeg havde muligheden, siger Sebastian Kaimson til TV2 ØSTJYLLAND.
Sebastian har ellers været positiv stemt overfor Donald Trump over længere tid og mener, den kontroversielle præsident har gjort flere positive ting for USA.
- Donald Trump er bl.a. den første præsident i en lang årrække, der ikke har været med til at starte en ny krig. Det lovede han allerede før valget i 2016, og det har han efterlevet hele vejen igennem. Det synes, jeg er meget positivt, mener Sebastian Kaimson.
Urolighederne ved kongressen i Washington DC var dog dråben for Sebastian Kaimson, der fik hans bæger til at vælte over mod Joe Bidens side.
- Da jeg så billederne fra kongressen og oprøret i sidste uge, synes jeg, det lignede en eller anden ny sæson af House of Cards, som var gået helt galt. Det var skræmmende. Selvom Donald Trump ikke direkte sagde, at man skulle storme kongressen, var det uden tvivl hans ord, der fik folk til at gå det ekstra skridt, mener Sebastian Kaimson.
Som politisk interesseret, dansker og østjyde mener Sebastian Kaimson, at det er vigtigt at følge med i dagens indsættelse og USA generelt.
- Det er spændende at følge med i, hvem der kommer til at udstikke linjen for den politiske dagsorden de næste fire år. Det kan godt være, at den enkelte dansker ikke mærker betydningen 100 procent, men det har hvert fald en effekt på danske arbejdspladser, virksomheder og sikkerhedspolitikken, mener Sebastian Kaimson.
Udover eksamensskrivningen, som også omhandler Donald Trump, skal Sebastian Kaimsons dag bruges på at følge med i indsættelsen.
- Vi har heldigvis flere partier til at styre Danmark end bare to som i USA. Vores land er ikke bygget på revolutioner, men reformer. Og vi arbejder sammen og finder løsninger på ting i fællesskab, siger Sebastian Kaimson.
Joe Biden er onsdag taget i ed som USA's 46. præsident.