Bil i brand gav massiv kø på motorvej
Bilister på E45 nord for Aarhus skulle væbne sig med ekstra tålmodighed efter en brand i en bil.
Tirsdag morgen havde en bil i brand kortvarigt lukket motorvejen, og det gav kø på E45 i sydgående retning mellem Randers og Aarhus.
Bilen holdt i nødsporet kort før afkørsel 44 Hadsten. Ifølge Vejdirektoratet var der en forlænget rejsetid på 50 minutter først på morgenen.
Beredskab & Sikkerhed fik meldingen kort før klokken 06, og 6.30 var motorvejen åben igen.
Op fra bilen steg en røgsøjle, der kunne ses på lang afstand. Branden blev dog hurtigt slukket, fortæller Steen Bøje, operationschef ved Beredskab & Sikkerhed.
- Vi lukkede motorvejen kortvarigt, så vi havde lidt arbejdsro, siger han.
Det vides endnu ikke, hvorfor bilen var brudt i brand. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.