Byrådsmedlem: - Der er altid to sider af samme sag
NB-bagland støtter deres nu tidligere formands udlægning af eksklusionen. Partiet står foran en "kæmpe udfordring", erkender byrådsmedlem Henrik Arens.
- Der er jo altid to sider af en sag.
Sådan lyder reaktionen fra Nye Borgerliges byrådsmedlem i Aarhus, Henrik Arens, ovenpå eksklusionen af Lars Boje Mathiesen.
- Nu har jeg set, hvad Lars skriver på Facebook. Han bekræfter nogle af de ting, jeg har snakket med andre i partiet om, siger han.
På Facebook har Lars Boje Mathiesen selv skrevet, at han er offer for karaktermord. Han gennemgår også økonomien, som kan betegnes som en offentlig lønforhandling.
Ifølge hovedbestyrelsen skyldes eksklusionen, at Lars Boje Mathiesen har haft "abnorme lønkrav", og inden for "de seneste uger har afkrævet Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget over 2,6 millioner kroner i alt – foruden sit folketingsvederlag på over 65.000 kroner om måneden eksklusiv pension", lyder det i en mail til partimedlemmerne.
Kæmpe udfordring
Men ifølge Henrik Arens er der altså to sider af samme sag.
- Det, Lars skriver er også det, jeg hører, siger Henrik Arens uden dog at ønske at uddybe, hvad han har hørt.
- Der er stor forskel på Lars' udlægning og den mail, som hovedbestyrelsen har sendt. Jeg tror altid, der er to sider af en sag, og der er interesser fra begge sider, gentager byrådsmedlemmet.
Han vil fortsætte sin kamp for borgerlig, liberal politik i Aarhus, og det vil han gå i tænkeboks om, hvordan han bedst gør.
- Man skal ikke være stor analytiker på News for at se, at det er en kæmpe udfordring for partiet. Vi har helt sikker nogle ting, vi skal have undersøgt, der er interne uenigheder, vi skal snakke om, så må vi se, siger Henrik Arens.