Det betaler sig at klage: Hver tredje undgår skattesmæk
Ejerne af mere end hver tredje landbrugsejendom, der har gjort indsigelse mod at skulle beskattes som en ejerbolig, har fået medhold.
Op mod 25.000 ejere af små landejendomme fik sig i løbet af foråret en overraskelse, da der pludselig dumpede et brev ind i deres e-Boks.
Vurderingsstyrelsen havde valgt at omkategorisere deres landbrugsejendomme til ejerboliger, og det betød et stort skattesmæk.
Derfor har mange klaget over afgørelsen, og flere har fået medhold.
Mere end hver tredje ejer af landbrugsejendommene har fået medhold i deres indsigelser. Det oplyser Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Den rette retning
Hos foreningen Østjydsk Familielandbrug er man optimistiske omkring processen med de nye ejendomsvurderinger, hvor man nu ser, at det går i den rigtige retning.
Og formand Niels Jørgen Thomsen forstår godt, at så mange af fået medhold i deres indsigelse.
- Mange af dem har jo aldrig haft en personlig vurdering. Det er jo kun en computer, der er kommet med vurderingen, og derfor har der været rigtig mange fejl, siger Niels Jørgen Thomsen.
Af de i alt 10.000 sager, hvor der er gjort indsigelser, vil cirka 2800 ejendomme på landet slippe for skattesmækket.
Vurderinger ved vejs ende
Mange ejere af små landbrugsejendomme har ventet længe på deres dom, efter de har klaget.
Men vurderingsstyrelsen oplyser nu, at der er truffet afgørelse i to tredjedele af de sager, hvor der er gjort indsigelse imod den nye kategorisering.
Den lange ventetid skyldes, at det overraskede vurderingsstyrelsen, at så mange borgere ville være uenige med deres oplysninger.
- Vi har forberedt os grundigt på kategoriseringen gennem flere år, men omfanget af borgernes nye oplysninger er kommet bag på os. Vi bruger derfor mange ekstra kræfter på at gøre det her så godt som muligt, selv om mange lige nu måske oplever det som langsomt, siger Christoffer Marquardt Pahle, der er kontorchef i Vurderingsstyrelsen.
Han forventer, at størsteparten af i alt godt 10.000 sager, hvor der er gjort indsigelser, vil blive afgjort inden for nogle uger.