Dronningen skal opereres i Århus
Dronningen skal efter det officielle besøg i Grækenland hjem og have opereret sit venstre knæ. Operationen skal foregå på Århus Sygehus.
Dronning Margrethe skal efter det officielle besøg i Grækenland hjem og have opereret sit venstre knæ.
- Jeg skal hjem og have et nyt knæ. Det er på tide, at jeg får ordnet det, sagde dronningen på et pressemøde torsdag.
- Det betyder også, at jeg i juni skærer drastisk ned på mine forpligtelser og overdrager opgaverne til kronprins Frederik og prinsgemalen.
Knæoperationen skal foregå på Århus Sygehus, men det var torsdag ikke kendt, om dronningen tager direkte fra Grækenland til hospitalet.
Det officielle besøgsprogram slutter fredag, og herefter var det meningen, at dronningen og prins Henrik i nogle dage skulle have holdt ferie sammen på kongeskibet 'Dannebrog'. Det gør prinsen nu alene.
- Det havde været dejligt, hvis vi kunne have sejlet fem-seks dage sammen, sagde
prins Henrik.