Falske bankfolk fupper ældre kvinder: Stjæler kort og koder
Den seneste uges tid har flere kvinder oplevet at blive udsat for forsøg på bedrageri.
Fremgangsmetoden er den samme.
En borger bliver ringet op af en person, som fortæller, at vedkommende ringer fra banken.
Den 'bankansatte' fortæller, at han skal bruge dankort og kode, hvorefter han kommer og henter det i borgerens hjem.
Herefter bliver der hævet større beløb på de pågældende konti.
Det svindelnummer oplever flere ældre kvinder at blive udsat for i disse dage, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Mandag gik det udover en 81-årig kvinde fra Galten og en 65-årig kvinde fra Åbyhøj.
De blev ringet op om eftermiddagen med 25 minutters mellemrum og udleverede begge deres kort og kode, da bedrageren troppede op på deres adresse.
Og i fredags kunne Østjyllands Politi melde om to identiske sager.
Der gik det udover to 88-årige kvinder.
Sådan undgår du at blive snydt
Politiet opfordrer derfor alle til at være opmærksomme, hvis de bliver kontaktet af en banken eller andre myndigheder, som beder om kreditkortoplysninger eller lignende.
Ifølge politiet vil en bankmedarbejder aldrig bede om pinkode, NemID eller andre lignende personfølsomme oplysninger, og de vil ikke møde op for at afhente et kreditkort.
Hvis du bliver ringet op af banken og er i tvivl, kan du eventuelt bede om personens navn og ringe tilbage via hovednummeret.