Har fået nok: Nye tiltag skal stoppe indbrudsbølge
Efter en stribe indbrud har Risskov El, VVS og Ventilation fået nok. Flere nye tiltag er sat i søen, og de skal være med til at sætte en stopper for indbrudstyvene.
Morten Kjær har fået nok. Nok af langfingrede tyveknægte, der bryder ind i firmabiler og på byggepladser for at stjæle værktøj og materialer for mange penge.
Morten Kjær er medejer af Risskov El, VVS og Ventilation. Han er dybt frustreret over, at det nærmest er blevet hverdag at skulle håndtere et indbrud - senest skete det på en byggeplads i Skanderborg i weekenden.
- Det er et stigende problem, som gør, at vi bliver lidt magtesløse, siger Morten Kjær.
Tyverierne sker især fra firmabiler, aflåste rum og containere på byggepladserne.
Alene det seneste år har Morten Kjær og hans firma haft 18 indbrud. Otte gange er det gået ud over biler, og ti gange har det ramt byggepladser.
- Vi har haft indbrud for omkring en million kroner i rene materialer, vi har fået stjålet. Derudover er der tabt økonomi i, at pladsen er gået i stå, tabte mandskabstimer og så videre. Så den reelle omkostning har været meget større end den million, siger Morten Kjær.
Tiltag skal stoppe tyvene
Risskov El, VVS og Ventilation forsøger sig derfor med forskellige tiltag, der skal sætte en stopper for tyvene.
- Et af de seneste tiltag er, at vi bygger gps'er og bluetooth-sendere ind i opladere, batterier og skruemaskiner, så vi måske har en chance for at finde noget af det igen, hvis det bliver stjålet, siger Morten Kjær.
Men det er ikke det eneste.
- Vi har været nødsaget til at have en mand hjemme på kontoret, der fast arbejder med at prøve at forebygge indbrud og sikre os bedst muligt, siger Morten Kjær.
Han fortæller, at den seneste tendens er, at tyvene går efter de færdigbyggede boliger.
Her piller de ifølge ham for eksempel køkkener ned, skruer veksler ned fra væggene, klipper rør og fjerner gulvvarmestyringsudstyr.
Han håber derfor, at hele branchen og ikke mindst politiet kan stå sammen om at komme problemerne til livs.
Østjyllands Politi har mandag ikke haft mulighed for at stillet op til interview, men oplyser i en mail blandt andet, at politiet 'ikke umiddelbart oplever mærkbare udfordringer vedrørende tyveri fra varebiler og byggepladser.'