Mangel på pædagoger efterlader daginstitutioner med stort problem
Pædagogfaget har i forvejen svært ved at rekruttere uddannet personale, og det bliver ikke lettere, efter meget lave optagstal i år.
Landets pædagoguddannelser har fået 626 færre ansøgere i forhold til sidste år, hvilket svarer til et fald på 13 procent.
Det står klart, efter tallene for optag på de videregående uddannelser tidligere på ugen blev offentliggjort.
Det efterlader østjyske institutioner med lidt af et problem, for det er i forvejen svært at rekruttere nye ansatte med pædagogisk uddannelse, og det lave optagstal tegner ikke en lysere fremtid.
Heller ikke hos Helle Lund-Pedersen, der er leder for syv daginstitutioner i Skanderborg Kommune.
- Når vi slår stillinger op i Skanderborg Kommune, kan vi se, at det gør de også i Favrskov, Horsens og Silkeborg og Aarhus.
Får hun bar en ansøgning, som hun kan se er reel, kalder hun dem derfor ind til samtale med det samme.
- Jo hurtigere, jo bedre. Ellers er der jo andre, der snupper dem, siger Helle Lund-Pedersen.
Dårlige til at tale faget op
Der er opgaver, som ufaglærte ikke kan løse, forklarer hun og nævner eksempelvis børn med sproglige eller motoriske udfordringer og aktuelt også flygtningebørn fra Ukraine.
- Hvor der skal være nogen, der har en faglig viden, forklarer dagtilbudslederen, som mener at pædagogfaget også selv bærer en del af ansvaret for, at så få har søgt ind på uddannelsen i år.
-Ja, det synes jeg, vi gør. Jeg synes ikke, vi er gode til at tale vores fag op, siger Helle Lund-Pedersen, der ville ønske, at flere så til hendes fag.
- Det gør mig trist, at de unge ikke har lyst til det.
Fagforening peger på politikere
Hos fagforeningerne for det pædagogiske personale er man heller ikke glad for udsigten til færre faglærte.
- Vi kigger ind i et meget dårligere kvalitet på institutionerne, mener Anne Grethe Rosenberg, formand for BUPL Østjylland, som mener, pilen nu peger i retning af politikerne.
- Med det her wake up call er det regeringen og Folketinget, det er kommunerne og regionerne, der bliver nødt til at samarbejde om at find ene eller anden national løsning på det her problem.
Men ligger der ikke også et ansvar hos jer i at tale jeres fag op?
- Jo det kan man sige, men det er altså ikke os, der har talt det ned, siger Anne Grethe Rosenberg.
For Kim Henriksen, sektorformand for den pædagogiske sektor i FOA, handler det nu om at finde ud af, hvordan man kan dygtiggøre det personale, der bliver ansat i stedet for de pædagogisk uddannede.
- Vi kommer til at skele til, hvordan vi så kan dygtiggøre de medarbejdere, der bliver ansat på området med kurser eller kompetenceudvikling, siger Kim Henriksen, der dog afviser, at det kan gøre det ud for en pædagoguddannet.
- Kurser kan ikke gøre det ud for uddannelse. Det skal der overhovedet ikke herske tvivl om. Medarbejdere der får en uddannelse, er det bedste, og det vil det også være i en daginstitution. Det at få ansat pædagoger eller pædagogiske assistenter, der har en uddannelse, det er langt det bedste, understreger Kim Henriksen.