Minister bekymret: Større del af test er positive
Torsdag var knap 1,3 procent af de coronatest, der kom svar på, positive. Andelen bekymrer minister.
Andelen af coronatest, som er positive, er på det højeste niveau længe. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Facebook.
I torsdags kom der svar på 34.847 coronatest, hvoraf 454 var positive. Det svarer til, at 1,3 procent af prøverne var positive.
- Vi finder relativt mange smittede for tiden. Den seneste uge er en større andel af dem, vi tester, testet positive for corona.
- Det niveau, vi ser i øjeblikket i forhold til positivprocenten, er det højeste, vi har set længe. Den udvikling bekymrer mig, skriver ministeren.
Mange nye smittede
Søndag viser tal fra Statens Serum Institut, at der det seneste døgn er registreret yderligere 451 bekræftede coronatilfælde.
Der er kommet svar på yderligere 31.562 prøver, hvilket betyder, at 1,4 procent af prøverne var positive for covid-19.
- En del af forklaringen på den højere positivprocent kan være, at færre har ønsket at lade sig teste i efterårsferien, og at vi gennem effektiv smitteopsporing har testet mere målrettet og derfor fanger relativt flere smittede, lyder det fra Magnus Heunicke.
/ritzau/