Politisk aftale om fortsat hjælp til festivaler er på plads
Ifølge SF er der indgået en politisk aftale om hjælp til festivaler, hvis fremtid er usikre grundet covid-19.
Ifølge SF's kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk, er der mandag formiddag indgået en politisk aftale om hjælp til festivaler og større arrangementer til sommer.
Der har længe været fokus på området, da det er endog meget usikkert, om festivaler, messer, dyrskuer og så videre vil kunne afholdes. Det skyldes, at der stadig er coronavirus i samfundet, og det er usikkert, hvornår vaccinationer vil have elimineret truslen.
- Jeg er så glad for, at det endelig lykkes at sikre gode muligheder for at planlægge sommerens festivaler, samtidig med at vi holder hånden under festivalerne, hvis de bliver nødt til at aflyse.
- Det giver os alle noget at se frem til den her sommer, hvor vi virkelig har brug for det. Men det sikrer også, at festivalerne overlever til næste år, hvis det ikke skulle lykkes, skriver Charlotte Broman Mølbæk i en skriftlig kommentar.
Gælder arrangementer over 350 personer
Aftalen indebærer blandt andet, at større arrangementer som festivaler, konferencer og dyrskuer kan få kompensation, hvis forsamlingsforbud gør, at de må aflyse.
Ordningen gælder ifølge et aftaleudkast arrangementer over 350 personer, der vil kunne søge om at få dækket faste omkostninger og løn, hvis de ikke kan dækkes ellers stoppes.
Kompensationen vil følge en trappemodel. Den indebærer, at arrangøren får dækket op til 90 procent, hvis man er et økonomisk lille arrangement og ned til 50 procent, hvis man er et større.
Samtidig skabes der en nødpulje til velgørende festivaler på 30 millioner kroner, hvis de er konkurstruet af aflysninger.