90 år i dag: Blev modstandsmand da træneren blev dræbt
Poul Boye Larsen fylder 90 år i dag. Hans liv har været viet til det danske forsvar, efter hans fodboldtræner blev dræbt på besættelsesdagen
Poul Boye Larsen er på mange måder en usædvanlig fødselar.
Han fylder 90 år i dag - 77 år efter Danmarks besættelse.
Størstedelen af hans liv har handlet om forsvaret, og Poul Boye Larsens CV i nationens tjeneste er imponerende.
Forsvaret har været mit liv, fordi frihed ikke er en given ting.
Han har bl.a. været aktiv i modstandsbevægelsen, udstationeret med Den Danske Brigade i Tyskland, befalingsmand ved Jysk Telegrafregiment og initiativtager til Telegrafregimenternes soldaterforening.
Det er også blevet til hele 48 år i hjemmeværnet, og i dag er han både rundviser på Besættelsesmuseet i Århus og frivillig ved Veteranhjemmet i Brabrand.
Til spørgsmålet om hvorfor Poul Boye Larsen har viet sit liv til at værne om Danmark, lyder svaret:
- Forsvaret har været mit liv, fordi frihed ikke er en given ting.
Da fodboldtræneren døde
D. 9. april 1940 står Poul Boye Larsen som 13-årig fødselar og kigger op mod himlen for at betragte de tyske flyvemaskiner, som kommer flyvende lavt indover landet.
Han råber henvendt til sin far:
- Det er Hitler, som vil op og ønske mig tillykke!
Til trods for Poul Boye Larsens umiddelbare og uskyldige udbrud husker han alligevel besættelsesdagen som en særlig og trist dag:
- Vores gamle, stovte skolebestyrer kom ind til morgensang på skolen, og vi kunne godt se på ham, at der var noget galt. Midt i at han bad fadervor, der brød han i gråd, fortæller Poul Boye Larsen.
Da han kommer hjem fra skole, bliver situationens alvor endnu tydeligere.
Hvorfor skød de Henrik, han havde jo ikke gjort noget?
Poul Boye Larsen får at vide, at hans fodboldtræner, Carl Henrik Vous, er blevet skudt i ildkampe med tyskerne ved græsen.
Den besked gør et stort indtryk på Poul Boye Larsen:
- De havde skudt Henrik. Og for en 13-årig knægt der kan du godt se, at en fodboldtræner eller en spejderleder er lidt af en helt! Hvorfor skød de Henrik, han havde jo ikke gjort noget?
Den spæde start
Med fodboldtrænerens død bliver viljen til selv at bidrage i kampen mod besættelsesmagten vakt.
Poul Boye Larsen bliver aktiv i modstandsbevægelsen i 1944, omend han ikke selv er meget for at tale sin egen præstation op:
- Jeg fortjener ikke nogen helteglorie. Jeg har ikke sprængt nogen fabrikker, men jeg var kurer og sørgede for beskeder imellem de forskellige grupper, fortæller han.
Derudover fungerede Poul Boye Larsen også som uddeler af illegale blade i det sidste år af krigen.
I 1948 bliver Poul Boye Larsen udsendt med Den Danske Brigade i Tyskland i byen Jever, hvor han uddanner sig til militær telegrafist.
Her udfolder Poul Boye Larsen også sine musikalske evner, og han er én af ophavsmændene til "Weekend Hytte", som underholder med både revy og orkester.
I lårkort og silkestrømper
1949 vender Poul Boye Larsen tilbage til Danmark og gifter sig med sin Inge, som han har mødt, mens de begge studerede på seminariet i Odense.
Og han kan sagtens huske deres første møde i 1944:
- Jeg stod nede i gården på seminariet, og så kom der sådan en flok søde piger gående i låkorte nederdele og med silkestrømer på, og når man er et almindeligt mandfolk, så gør sådan noget indtryk, fortæller Poul Boye Larsen.
Læs også:
Han forelsker sig i den ene af dem, Inge, og parret bliver i første omgang kærester, sidenhen forlovede og i sidste ende ægtefolk.
Inge døde efter et længere sygdomsforløb i 2009.
Lang og tro tjeneste
Udsendelsen med Den Danske Brigade sætter tonen for en lang række af øvrige engagementer for Poul Boye Larsen.
I 1949 starter han Telegrafregimenternes soldaterforening.
I perioden 1956-1962 er han befalingsmand ved Jysk Telegrafregiment.
Og i 1962 starter hans 48-årigere karriere indenfor Hjemmeværnet, som bl.a. byder på titler som løjtnant og signalofficer og 10 år i landsrådet.
I dag er det henholdsvis besættelsesmuseet i Aarhus og Veteranhjemmet i Brabrand, som nyder godt af Poul Boye Larsens hjælp.
Han nyder at kunne være med til at støtte op om de veteraner, som er vendt hjem fra krig i de seneste år:
- Disse unge mænd og drenge kender udmærket risikoen ved at rejse ud, men de gør det. De kæmper for den fred og frihed, som vi alle sammen nyder hver dag, fortæller Poul Boye Larsen.
Ikke bange for at blive glemt
Selvom man oplevede 2. Verdenskrig og er blevet 90 år gammel, kan man stadig have brug for at minde sig selv om, at krig ikke er et omkostningsfrit foretagende.
- Det gør et stort indtryk at se det enorme antal af hvide kors i Normandiet for unge amerikanere og englændere. Tænk sig, unge mennesker som kunne have levet deres liv på en farm i Texas i fred og ro, de rejser til Europa og bliver dræbt for vores frihed, fortæller han.
Poul Boye Larsen har oplevet på egen krop, hvad det vil sige at være en del af krig og besættelse. Og selvom han tilhører en generation, som ligeså stille er ved at forsvinde, frygter han ikke at blive glemt.
- Det bliver ikke glemt! De unge historielærere er gode til at tage deres elever med på besættelsesmuseet, og de får at vide, hvordan det var at kæmpe mod den uretfærdighed, om koncentrationslejre, om Gestapo, om stikkere, lyder det fra Poul Boye Larsen.
Du kan se mere til Poul Boye Larsen i indslaget øverst på siden.
