Dyrlæge: - Vi frygter allesammen hunde med hedeslag
Det gælder om at sende hunden på charterferie i disse dage
Den østjyske sommer ville føles - endnu mere - varm, hvis vi mennesker skulle komme gennem den iført en vinterfrakke.
Det skal vi gudskelov ikke, men omtrent sådan føles det for menneskets bedste ven, der, ligesom os, ikke er vant til de høje temperaturer.
En solrig dag med 30 grader kan i værste tilfælde være fatal for din vovse, lyder det fra dyrlæger.
- Det, vi allesammen er bange for, er hedeslaget. Det er fordi, de fleste af hundene dør, siger Johan Mikkelsen, der er dyrlæge ved Åbyhøj Dyreklinik.
Der er flere ting, der viser, at din hund er ved at få et hedeslag. Den kan slingre, blive desorienteret og miste fokus. Den kan også kaste op og få diarré. Gummerne og tungen vil typisk blive mere mørkerød end lyserøde, og urinen kan blive mere mørk.
Hvis man som hundeejer vil undgå et hedeslag, gælder det så at sige om at sende hunden på charterferie i disse dage. Det betyder ikke, at hunden skal placeres på et håndklæde i solen, men at den skal tage det stille og roligt.
- Lad for guds skyld være med at cykle med hunden eller kaste bolde til den. Hunde, der er glade for bolde, helmer ikke, før de har fanget bolden. De vil blive ved og ved og ved, og de lægger sig ikke nødvendigvis ned, når de burde, siger Stine Tolderlund, der er dyrlæge på Silkeborg Dyrehospital, til TV2 ØSTJYLLAND.
I stedet er det en god idé at tage sin hund med på stranden om morgenen eller om aftenen.
- De har det rigtig varmt hjemme i haven, så det er godt for dem at få en dukkert. Jeg kan mærke, at varmen gør dem lidt mere trætte, og så spiser de ikke så meget. En labrador plejer jo at spise op, men det gør de ikke nu, siger Grace Herluf, der er hundeejer fra Aarhus.
Koldt vand og varm asfalt
Hvis din hund viser tegn på overophedning, gælder det om at få den ud af solen og kølet ned med det samme.
- Hvis man er i tvivl, så køl din hund ned. Hvis hunden ikke stresser over det, så tag den ind under bruseren og brus den med koldt vand. Du kan også lægge et koldt håndklæde om den, så den bliver kold på maven, siger Stine Tolderlund til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Det er en god idé at købe et bassin i plastik, der kan holde til en hjørnetand eller et par poter. Så kan bassinet stå i skyggen i haven, og hunden kan blive nedkølet i vandet.
Det er dog ikke kun hedeslag, der er en fare for hunde i varmen. Asfalten kan også gøre skade på et par ivrige potter.
- Man skal tage sin hånd ned på underlaget, og hvis ikke du kan holde den der i mindst 5 sekunder, så er det simpelthen for varmt. Alternativt må man gå en tur i bare tæer, og hvis man ikke kan holde det ud, så kan hunden nok heller ikke, siger Johan Mikkelsen fra Åbyhøj Dyreklinik.