Fare for salmonella: Tvivlsom færdigret kaldes tilbage
Der er ifølge Fødevarestyrelsen tvivl om kvaliteten af en frossen færdigret produceret af Tulip, og derfor er firmaet nu nødt til at tilbagekalde retten, der er solgt i lang række af Coops butikker.
Retten indeholder forloren hare, og er solgt i Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen, Dagli´- og LokalBrugsen, Fakta, Fakta Q og på nettet via Coops hjemmeside. Der er tilsyneladende mistanke om salmonella i varen.
- På anbefaling af Fødevarestyrelsen tilbagekaldte vi onsdag den 15. marts et parti forloren hare, som af Fødevarestyrelsen mistænkes for at indeholde salmonella. Der er dog ikke påvist salmonella i produktet i prøver foretaget af hverken Fødevarestyrelsen eller Tulip Food Companys interne og eksterne analyser, lyder det fra Tulip, som har base i Randers.
Firmaet vægter dog forbrugernes sikkerhed højest, og derfor accepterer man Fødevarestyrelsens krav.
- Vi hørte om mistanken onsdag og tog sammen med Coop straks fat på at få produktet væk fra hylderne og tilbagekaldt fra markedet. Samtidig satte vi gang i et tilbundsgående analysearbejde. Det vigtigste er forbrugerens sikkerhed, og derfor handlede det først om at fjerne produktet. Hvis det går, som vi forventer, testes produktet igen fri for salmonella, og så håber vi ellers, at Fødevarestyrelsen får lokaliseret problemet hurtigst muligt, siger kommunikationsansvarlig hos Tulip, Michael Ravn.
For Tulip er det vigtigt at understrege, at der altså endnu ikke er fundet salmonella i færdigretten, men man anerkender og støtter Fødevarestyrelsens beslutning, selvom virksomheden ikke helt kan se, hvorfor retten skulle være tvivlsom.
- Vi stiller os umiddelbart uforstående overfor denne mistanke. Men tvivlen skal naturligvis komme forbrugeren til gode, og vi har derfor tilbagekaldt produktet på Fødevarestyrelsens anbefaling, siger Michael Ravn.
Det konkrete produkt er en frostvare, der er pakket den 4. november 2016, og som har udløbsdate den 1. august 2017.
- Hvis du har købt produktet, skal du kassere det eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt, lyder det fra Fødevarestyrelsen.