Hvor stor risiko er der for indbrud på din adresse: Få et overblik
Du kan på et interaktivt kort få overblik over, hvor stor risikoen er for et indbrud i dit nabolag. Kortets mest udsatte felt er østjysk
Hvornår er din bolig mest udsat for indbrud? Og hvor mange indbrud sker der i dit nabolag?
Det overblik kan du få på et interaktivt kort, som er udarbejdet af DinGeo, som er et firma, der generelt indsamler offentligt tilgængelige data, og gør dem mere spiselige for den almene borger. Indbrudsstatistikken har de skaffet via Rigspolitiets tal over de seneste ni kvartaler.
- Vi vil gerne have det ud til befolkningen let tilgængeligt. Det er rigspolitiet, der udstiller de data, det er måske bare ikke så brugervenligt, og det prøver vi på at rette op på. Man kan bare indtaste sin adresse på hjemmesiden, fortæller direktør Lars Groth til TV2 ØSTJYLLAND.
Du kan se indbruds-kortet over Danmark her
Felterne på kortet er opdelt i farver, som indikerer, hvor høj risiko området har for indbrud. Hvert felt repræsenterer én kvadratkilometer. Lars Groth forklarer de to informationer, man kan få ud af kortet.
- Det første, man ser, er farvelægning på kortet. Der er en farve og en procentscore for, hvor stor en procentandel, der ligger i området, som har haft et indbrud i den forgange periode. Hvis man klikker på kortet, så kan man se grafer over de seneste ni kvartaler, forklarer han.
Udsatte områder i Østjylland
Man kan ud fra tallene også beregne, hvor den mest udsatte kvadratkilometer er.
- Den farligste adresse ligger i Østjylland. Den ligger i Randers N. Der ligger én enkelt adresse i feltet, men der har været to indbrud om året på den adresse. Det er ret vildt. Så procentvis er det den celle med størst risiko, siger Lars Groth.
Det er ikke det eneste sted i Østjylland, hvor der er særlig høj risiko for indbrud.
- Lidt syd for Grenaa ligger en lille by, der hedder Høbjerg. Der har der været en del indbrud i den nordlige del, og lige omkring Lemming lidt nord for Silkeborg er der også en del, påpeger Lars Groth.