Ny test kan opspore tilbagefald af kræft
En simpel blodprøve kan på et tidligt tidspunkt forudsige, om patienter med tarmkræft får tilbagefald, viser ny forskning.
To tredjedele af alle patienter med tarmkræft opereres med henblik på at helbrede dem. Men på trods af operationen oplever 25-30 procent at få tilbagefald.
Det har fået forskere til at undersøge blodprøver fra patienter, der er blevet opereret for kræft. Blodprøverne er blevet undersøgt for kræft-DNA, der kan fortælle, om patienten stadig har kræft i blodet.
- Vores resultater er meget lovende og viser, at hvis en patient har kræft-DNA i blodet efter operationen, så er risikoen for at få tilbagefald meget stor – tæt på 100 procent, siger professor på Aarhus Universitetshospital, Claus Lindbjerg Andersen, til Region Midtjyllands hjemmeside.
Stort potentiale
Det lyder måske ikke specielt positivt, men resultaterne kan være meget vigtige. De betyder, at kræft-DNA i blodet er en væsentlig bedre indikator af risikoen for tilbagefald end den undersøgelse af kræftknuden, som bruges i dag.
Samtidig viser resultaterne, at målingerne af kræft-DNA i blodet finder tilbagefald cirka 9 måneder før, at de opdages med en CT-skanning.
- Det har potentielt ser stor betydning for patienternes behandling, da der er flere og bedre behandlingsmuligheder, jo tidligere tilbagefaldet opdages, siger professor Claus Lindbjerg Andersen, der har sin daglige gang på Molekylær Medicinsk Afdeling.
Nyt, stort studie
Det er forskere fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, der står bag projektet.
I alt er 125 patienter blevet inkluderet i studiet siden 2014. Resultaterne har betyder, at forskerne allerede er i gang med et nyt, stort studie med 1.800 patienter.
Hvis de har kræft-DNA i blodet, og dermed stor risiko for tilbagefald, vil de enten få intensiv opfølgning med CT-skanninger eller kemoterapi og intensiv opfølgning.
- Målet er at undersøge hvilken behandlingsform, der har størst effekt hos patienter med kræft-DNA i blodet, siger Claus Lindbjerg Andersen og fortsætter:
- Vi vil gerne vise, at den personlige opfølgning ved hjælp af genetiske analyser giver bedre resultater både for den enkelte patient, men også udnytter sundhedssystemets ressourcer mere effektivt.
Claus Lindbjerg Andersen forventer at have resultater fra det nye studie inden for 3-5 år. Hvis resultaterne bliver som forventet, vil blodprøveanalyserne herefter kunne indgå som standard i kræftbehandling.
Resultaterne fra forskningsprojektet er netop blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift JAMA Oncology.