Politiet tager pas fra tre potentielle Syrien-krigere
Tre personer har fået inddraget deres pas
Østjyllands Politi oplyser fredag eftermiddag, at tre personer har fået inddraget deres pas, og de har alle udrejseforbud i et år.
- Tre personer har fået inddraget deres pas på baggrund af en mistanke om, at de havde planer om at rejse til Syrien for at deltage i aktiviteter, der har tilknytning til Islamisk Stat eller lignende organisation, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Mistanken til de tre er opstået på baggrund af informationer, som 'politiet har fået udefra.'
Dermed er det nu i alt fem personer, der har fået inddraget deres pas, så de ikke kan tage til for eksempel Syrien for at kæmpe.
Tidligere har også Københavns Vestegns Politi og Midt- og Vestsjællands Politi taget passet fra to personer, skriver DR Nyheder.
Se: Britisk terrormistænkt bor i Aarhus
Ifølge Østjyllands Politi er der tale om to myndige og en umyndig person, der alle er danske statsborgere, og der forelægger ikke umiddelbart oplysninger om, at de tre personer tidligere har rejst til konfliktområder.
Østjyllands Politi oplyser til TV 2 | ØSTJYLLAND, at man ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.
Ifølge Ritzau var første gang, politiet tog passet fra en person, den 16. marts - cirka to uger efter, at det blev muligt for politiet at gribe ind på den måde.
1. marts trådte den lov i kraft, som giver mulighed for at gribe ind over for personer, der mistænkes for at have til hensigt at rejse til Syrien eller Irak for at deltage i væbnede konflikter.