Regionsrådsformand skal kæmpe for Kattegatbro
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) er ny formand for Kattegatkomitéen.
Kattegatkomitéen drømmer om at binde Danmark sammen med en bro på tværs, så det bliver muligt at komme med tog fra København til Aarhus på en time.
Til at hjælpe den vision ud i livet, har komitéen nu fået ny formand.
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) overtager nemlig posten fra Jens Kampmann.
Her skal han blandt andet stå i spidsen for den forundersøgelse, som der er afsat 60 millioner til på årets finanslov.
- En fast Kattegatforbindelse vil få kæmpestor positiv betydning for arbejdsmarkedet, uddannelse og turismen – både i Jylland og på Sjælland. Jeg glæder mig til at bidrage til den forundersøgelse, der nu skal sættes i gang. Her vil jeg arbejde for, at alle aspekter og muligheder bliver undersøgt til bunds, siger Anders Kühnau i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen forventes at være færdig i 2021.
Kattegatkomitiéen blev dannet i 2008, og siden 2009 har den tidligere socialdemokratiske trafik- og miljøminister Jens Kampmann været formand for komitéen.