Randers FC: Alle mand, kvinder og børn til Aarhus!
Randers FC håber på solid opbakning, når holdet på søndag møder AGF i Aarhus
På søndag er der østjysk lokalopgør i Superligaen, når AGF tager imod Randers FC på Ceres Park i Aarhus.
Rivaliseringen mellem de to klubber er gennem de seneste år taget til, og den er nok ikke blevet mindre af, at AGF denne sommer igen har kigget nordpå efter forstærkning og hentet Mustafa Amini, som dermed er en blandt flere Randers-folk, der har taget turen sydpå til Aarhus.
Randers FC opfordrer alle randrusianere til at tage til Aarhus på søndag for at støtte kronjyderne i jagten på tre point mod AGF. På sin hjemmeside indleder klubben en opfordring med: Alle mand, kvinder og børn til Aarhus!
Klubben ønsker et godt proppet udebaneafsnit i Aarhus, og sender derfor fans af sted i busser for 100 kroner inklusiv billet til opgøret.
Klubben havde i sidste sæson held med et lignende arrangement til en udebanetur til Viborg, hvor det resulterede i en godt fyldt tribune og en massiv støtte til de lyseblå Randers-drenge på banen.
Mens AGF har fået fuldt udbytte af holdets første to kampe, har kronjyderne endnu sæsonens første sejr til gode i Superligaen. Klubben hentede 2-2 i sæsonåbneren mod FC Midtjylland og tabte i weekenden på hjemmebane til AaB.
Randers FC har i de to holds seneste to opgør i Superligaen været stærkest, og kronjyderne hentede senest en 2-0-sejr i Aarhus i april, mens holdet vandt 4-1 på hjemmebane tilbage i november.
Kampen mellem AGF og Randers FC spilles på søndag klokken 18.00 på Ceres Park i Aarhus.