Randers FC slog AGF i hårdt spillet kamp
Der blev kæmpet fra første fløjt og uddelt otte gule kort, da Randers vandt 2-1 over AGF i Aarhus
Randers FC kunne søndag aften tage hjem fra Aarhus med en 2-1-sejr over lokalrivalerne fra AGF i Alka Superligaen.
Det var tydeligt fra start, at der var tænding på i opgøret, og den hårde start på kampen fik Randers-spilleren Nicolai Poulsen at mærke allerede efter otte minutter, da han måtte lade sig udskifte efter en nærkamp med en AGF-spiller.
Sejren betyder, at Randers nåede op på fire point efter tre kampe i ligaen, mens AGF har seks point for lige så mange kampe.
Læs også:
Mustafa Amini fik chancen for at bringe AGF i front efter 18 minutters spil, da han afsluttede i feltet, men bolden blev reddet til hjørnespark.
I stedet var det pludselig Randers, der scorede efter et hjørnespark, da den indskiftede Joni Kauko kom først på et indlæg og headede bolden i mål efter 27 minutter.
Kort efter appellerede AGF'erne for straffespark, da Kasper Junker blev tacklet i feltet, men Michael Johansen vinkede afvisende.
I stedet kom Randers på 2-0 i det 37. minut.
Det var igen efter en dødbold, da Michael Ishak sendte et fladt frispark igennem muren og uden for AGF-keeper Aleksandar Jovanovic' rækkevidde.
En langsom gentagelse viste, at Viktor Lundberg rev mere end tilladt i Martin Spelmans arm i muren, og der burde nok være fløjtet frispark til AGF.
AGF kom dog tilbage kort før pausen, hvor den unge russiske forsvarsspiller Djamal Khodzhaniazov reducerede til 1-2 efter et hjørnespark.
Hjemmeholdet pressede på i anden halvleg, men AGF formåede ikke at skabe de store chancer.
I stedet var det Randers, der af flere omgange var tæt på at score til 3-1.
Det lykkedes også Marko Mitrovic at sende bolden i mål på et flot saksespark, men scoringen blev fejlagtigt annulleret for offside, og i de sidste minutter formåede AGF ikke at lægge det nødvendige pres for en udligning.