RFC-formand: Trænerfyring er ikke et tema, direktørskifte er
Bestyrelsen i Randers FC har tiltro til Ólafur Kristjánsson og hans fyring er ikke et tema. Det er Michael Gravgaards arbejdsopgaver til gengæld
Det skuffende 0-1-nederlag til AC Horsens fredag aften sad tungt i kroppen hos Randers FC's bestyrelsesformand efter kampen.
- Det er jo trist, når man tænker på, at 300 frivillige render rundt herude og gør et stykke arbejde, og der er en masse sportslige entusiaster. I dag var der ikke så mange tilskuere, og det kan man jo et eller andet sted godt forstå. Så man bliver jo lidt trist og lidt skuffet, sagde bestyrelselsformand Per Hastrup efter kampen til TV2 ØSTJYLLAND.
For mindre end en måned siden holdt bestyrelsen i den kronjyske bundklub krisemøde, hvor den sportslige sektor var eneste punkt på dagsordenen.
Dengang blev både cheftræner Ólafur Kristjánsson og direktør Michael Gravgaard fredet, og selvom det siden kun er blevet til en sejr over AGF, så ændrer nederlaget til Horsens ikke på noget.
- Vi tager ikke kun én kamp ad gangen. Vi tænder det lange lys, og jeg ved godt, at det er lidt en floskel, men det er ikke den sportslige sektor, der er altafgørende efter sådan en kamp her. Det er det bare ikke, siger Per Hastrup, inden han giver sin opbakning til cheftræneren.
- Vi har tiltro til Ólafur Kristjánsson, og vi har tiltro til den øvrige sportslige sektor. Det er jo ikke kun dér, det halter. Men det er klart, der er jo ikke nogen, der er fredet. Vi evaluerer hele tiden.
Synes Ólafur gør det rigtige
Netop Ólafur Kristjánssons stilling som cheftræner for Superligaens absolutte bundhold har været et hedt debatemne i medier og blandt fans i lang tid, men det er det ikke i bestyrelsen.
- Det er ikke et issue. Det kan måske lyde lidt hult, og der er jo også mange, der har skrevet og sagt, at vi snart må handle. Vi kunne også godt gå ud og vise handlekraft, men så længe spillerne har tillid til Ólafur Kristjánsson, så har vi også. Og jeg synes, han gør det rigtige.
Trænerfyring har ingen effekt
Med en landskampspause i næste weekend, kunne det være et oplagt tidspunkt at hive en ny mand ind, der kunne sætte sig i islændingens sæde, men denne Per Hastrup tror ikke på, at tænerfyringer nødvendigvis har en effekt.
- Vi har jo set mange andre klubber gå ud og handle, og så sker der ikke ret meget. Jeg tror, det er ved under 20 procent, at det har en effekt. Så det gør vi ikke. Vi tænker os godt om i Randers, og det gør vi også efter denne her kamp, selvom vi er pivskuffede.
På grund af netop landskampspausen er Randers FC's næste opgave udekampen mod FC Nordsjælland den 14. oktober, og som det ser ud nu, er Ólafur Kristjánsson også træner til den kamp.
- Der er ikke andre planer end det. Der er aldrig nogen, der kan give garantier i den verden - udover at vi alle sammen skal herfra på et eller andet tidspunkt - men det er ikke noget, vi går og drøfter, det er ikke et issue og det er ikke et tema, nej.
Vil ikke udelukke direktørskifte
Mens Ólafur Kristjánssons bliver som cheftræner, så kan direktør Michael Gravgaard måske regne med at skulle koncentrere sig mere om de sportslige opgave i fremtiden.
- Dengang vi lavede den sidste ændring, hvor vi gjorde Michael Gravgaard til sportslig direktør, der fritog vi ham for nogle administrative opgaver, og jeg da ikke udelukke, at vi fritager ham fra en øvrig del. Men den kommercielle og den sportslige, det bliver (fortsat, red.) Michael Gravgaard, og så er det muligt, at vi flytter nogle flere administrative opgaver fra ham.
Dermed åbner Per Hastrup muligheden for, at der kommer en ny administrerende direktør i Randers FC.
- Det kan ikke udelukkes. Ikke at vi skal ud og hente en, men vi har en Henrik Jørgensen, som også sidder i direktionen, og han varetager i forvejen rigtig mange af de opgaver. Han er økonomidirektør. Om han får flere administrative opgaver og får titlen som administrerende direktør, det vil jeg ikke udelukke, forklarer Per Hastrup.
Se et interview med bestyrelsesformand Per Hastrup i videoen øverst i artiklen.