Aldrig set i Europa: Sjælden fugl flyver frit i Østjylland
En hvidhovedet havørn flyver lige nu rundt i Østjylland. Ornitolog vurderer, at den er stukket af fra ejer.
Et spektakulært syn. Det er, hvad det er, når en nordamerikansk hvidhovedet havørn befinder sig i Danmark. I hvert fald hvis den er kommet her til helt af sig selv.
Lige nu flyver sådan en rundt ved Mellerup i Randers Kommune, og det har fået folk til at tage billeder og skrive på Facebook.
- Det ville være en sensation, hvis den var fløjet hertil, siger Peter Lange, der er ornitolog og en del af Dansk Ornitologisk Forening (DOF) her i Østjylland.
Men han er ikke helt oppe og ringe over, at den hvidhovedet havørn er spottet i det østjyske. Han er nemlig sikker på, at det er en ørn, der normalt befinder sig hos en opdrætter eller lignende.
- Det svare til at tage ud og se en høne, der er flygtet ud af hønseburet, siger han.
Kan sagtens leve i vores klima
Peter Lange har altså ikke sat kursen mod Mellerup, og det har han heller ikke tænkt sig lige foreløbig.
Normalt holder havørnearten til på den anden side af Atlanten – i Nordamerika. Vi kender den fra den amerikanske præsidentens segl og som deres nationalfugl.
- Den er aldrig blevet registreret i Europa, siger ornitologen, men han fortæller dog, at den sagtens ville kunne leve i Danmark.
- Vores klima minder meget om det, den kommer fra. Faren ved, at den er sluppet fri, er, at den er vant til at få mad serveret, så den ikke selv vil jage, siger han.
Peter Tange håber, at den hvidhovedet havørn snart kommer hjem til sin ejer igen, men han er også sikker på, at mange har fået sig en stor oplevelse af at se den.