Charlotte frygter sønnen bliver snydt - gemmer på kode

Løsningen på at være uvidende om sit barns forbrug på nettet er for en mor til en teenager faste regler og vedholdende interesse.

Udgivet Opdateret
Charlotte vil ikke risikere, at hendes søn bliver snydt på internettet, så hun har sat klare regler op.

Som TV2 ØSTJYLLAND mandag kunne fortælle, er flere af tidens mest spillede computerspil ikke bare sjov og ballade. Det er også kæmpe markedspladser, hvor unge kan miste mange, mange penge, hvis de bliver snydt.

Det er især såkaldte skins - udsmykninger af ens våben og udstyr i spillene - der bliver købt og solgt og kan koste spillerne dyrt, hvis de ikke passer på.

Det er op mod 85 procent af dem, der spiller computer, der også har prøvet at handle med de her skins
Emil Ludvigsen, projektmedarbejder, Center for Digital Pædagogik

I familiens hjem i Randers synes Charlotte Grouleff Høegh, at det er svært at følge med i, hvad hendes søn Frederik laver på sin computer.

Hun er bekymret for, at han skal blive snydt i forbindelse med køb eller salg af skins.

- Jeg har ret mange skins købt i Fortnite over de fire-fem år, jeg har spillet det, fortæller Frederik.

Frederik Grouleff Høegh anskaffet sig mange skins i det populære spil Fortnite.

De har derfor valgt at lave nogle husregler for sønnens computerspil. 

Det betyder blandt andet, at han hverken må eller kan købe eller sælge noget, uden forældrene har indtastet en kode, kun de har.

- Hvis der er noget, vi er utrygge ved, så kan det være, at vi siger, at det skal stoppe her, siger Charlotte Grouleff Høegh.

Sikkerheden kommer altså før populariteten inden for hjemmets fire vægge.

- Og så bliver jeg den upopulære forælder, men det må jeg så være, siger hun.

Charlotte Grouleff Høegh prøver at engagere sig i sin søns gamerverden.

Forældreparret spørger både meget ind til, hvad der foregår, når han spiller computer, hvem han spiller med, og hvor godt han kender dem.

Frederik Grouleff Høegh har ikke noget imod, at hans forældre følger med i, hvad der foregår på computeren.

- Jeg synes, det er rart, at hun prøver at forstå tingene i stedet for bare at sige, at det er noget dårligt, jeg overhovedet ikke skal komme i nærheden af, siger Frederik Grouleff Høegh.

Et nyt forskningsprojekt skal kortlægge problemet med de risikable handler, og hvad man som forælder kan gøre, hvis ens barn bliver snydt.

- De foreløbige undersøgelser vi har lavet, kan man se at det er op mod 85 procent af dem, der spiller computer, der også har prøvet at handle med de her skins eller de her genstande i hvert fald én gang.

- Så det er et ret stort omfang og en ret stor del af dem, der er en del af det her gamer-miljø, siger Emil Ludvigsen, projektmedarbejder på Center for Digital Pædagogik.

Markedet for skins er da også enormt. Eksempelvis solgte spilfirmaet bag det voldsomt populære Fortnite ifølge Forbes for 50 millioner dollars - knap 330 millioner kroner - da de satte et sæt skins med NFL-tema til salg.

Det vurderes, at der hvert eneste år handles skins for adskillige milliarder dollars på internettet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her