Efter dagens retsmøde: Afviser, at medicinen flød

Dagens retsmøde i forgiftningssagen på Plejecenter Tirsdalen viste bred enighed fra plejecentrets medarbejderne om, at det ikke flød med medicin, som den dømte ellers har hævdet.

Udgivet Opdateret
Susanne Hein Kristensen blev idømt 16 års fængsel ved byretten i Randers. Foto: Arkiv

Med røde øjne og rystende stemme fremstammede den dømte Susanne Hein Kristensen til sin advokat, at denne femte retsdag også er hendes søns fødselsdag, alt imens hun tog plads i retssal B i Vestre Landsret.

Hun blev i februar idømt 16 års fængsel for grov vold med døden til følge og forsøg på manddrab. 

Den dom ankede den tidligere SOSU-hjælper dengang, og derfor kører sagen i disse dage i Vestre Landsret i Viborg. 

Dagens retsmøde bød på i alt otte vidneudsagn. Herunder var tidligere kolleger til den dømte fra Plejecenter Tirsdalen, en ambulanceredder og læger fra akutmodtagelsen i Randers.

Den dømte har tidligere givet udtryk for, at det flød med medicin på afdelingen, hvor hun arbejdede, og at der slet ikke var styr på det. 

Dommen

Susanne Hein Kristensen blev idømt 16 års fængsel ved Retten i Randers for:

1) Grov vold med døden til følge
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have givet en kvindelig beboer med lægemidlet Baclofen. Beboeren blev indlagt og afgik ved døden den 1. marts.

2) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at beboeren blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

3) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en mandlig beboer lægemidlerne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

4) Grov vold
Ved den 26. februar 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have givet en kvindelig beboer lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.

5) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.

6) Forsøg på manddrab
Ved den 2. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

7) Forsøg på manddrab
Ved den 3. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en mandlig beboer ved at give ham Baclofen, Diazepam og Mirtazapin, hvilket medførte, at han blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor han fik behandling og overlevede.

8) Forsøg på manddrab
Ved den 13. marts 2022 i tidsrummet mellem kl. 15.00 til kl. 23.00 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, at have forsøgt at dræbe en kvindelig beboer ved at give hende lægemidlerne Baclofen og Diazepam, hvilket medførte, at hun blev bragt i livsfare og indlagt på sygehuset, hvor hun fik behandling og overlevede.

9) Tyveri af medicin
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 fra Plejecenter Tirsdalen under udførelsen af sit arbejde som social- og sundhedshjælper, gentagne gange at have stjålet medicin ordineret til beboerne, herunder blandt andet to pakker Combar, en pakke Mirtazapin Hexal, 2,5 diazepam-tabletter samt en pt. ukendt mængde Baclofen-tabletter.

10) Tjenestemisbrug
Ved i perioden fra den 3. december 2021 til den 14. marts 2022 på Plejecenter Tirsdalen under udførelse af sit arbejde som social- og sundhedshjælper at have misbrugt sin stilling, idet tiltalte som beskrevet i forhold 9 fra sin arbejdsplads stjal medicin, ligesom tiltalte som beskrevet i forhold 1-8, i den hensigt at dræbe, fejlbehandlede de angivne patienter, hvilket medførte deres død eller umiddelbar risiko herfor.

11) Medicin uden recept
Ved den 14. marts 2022 cirka kl. 13.20 på egen bopæl at have været i besiddelse af 2,5 tabletter diazepam uden at være i besiddelse af gyldig recept hertil.

Desuden mister hun retten til at virke som social- og sundhedshjælper.

Hun har også fortalt, at hun tog medicin med hjem for at beskytte beboerne.

Derfor var specielt medicinhåndteringen på Plejecenter Tirsdalen i fokus på dagens retsmøde.

Medicinsvind på afdelingen

Dagens vidner fortæller, at der foregik medicinsvind på afdelingen, men de er ikke enige i, at det flød med medicin.

- Vi fik UG med kryds og slange, de havde været det hele igennem og vurderede, at der var styr på det, siger centerleder på Plejecenter Tirsdalen, Susanne Tvede, om det skærpede tilsynsbesøg som de havde fra Styrelsen for Patientsikkerhed angående deres medicinhåndtering.

Henrik Garlik er Susanne Hein Kristensens forsvarsadvokat i landsretten, ligesom han også var det ved byretten.

Den dømtes forsvarsadvokat, Henrik Garlik, lægger dog vægt på, at dette skærpede tilsyn fandt sted efter de første indlæggelser af de forgiftede beboere, hvorfor der var blevet ændret på den måde plejecenteret håndterede medicinen på. 

- Det er rigtigt, at vi havde ændret på proceduren af nogle dele af medicinhåndteringen, da tilsynet var på besøg, for vi var jo nødt til at gøre noget, siger Susanne Tvede adspurgt om dette.

Dømte følte sig overvåget

De medarbejdere fra Plejecenter Tirsdalen, som afgav forklaring i dag, er alle tidligere kolleger til Susanne Hein Kristensen.

De beskriver den dømte SOSU-hjælper som værende sød over for beboerne og en god kollega, dog kunne hun også være stædig og bestemt.

Jeg blev chokeret, da jeg læste om de mange indlæggelser. Resten af personalet var også i chok
Tidligere medarbejder på Plejecenter Tirsdalen

Derfor brød Susanne Hein Kristensen sig heller ikke om, at ledelsen efter indlæggelserne af de fire beboere besluttede, at medarbejderne skulle gå to og to sammen, når de var på arbejde.

- Hun blev frustreret og vred over, at man skulle gå to og to sammen. Hun følte, at det var en overvågning. Hun var især sur over, at man skulle være to, når man skulle give medicin, fortalte en tidligere kollega til den dømte fra vidneskranken i dag.

En anden tidligere kollega til Susanne Hein Kristensen fortalte om, hvordan den dømte havde kaldt det for decideret pinligt, at de skulle gå to og to sammen, når de var på arbejde.

VIDEO: Forstå hele sagen kort her.

Aldrig oplevet noget lignende

Fælles for den dømte SOSU-hjælpers tidligere kolleger er også, at de under deres vidneforklaringer i dag lagde vægt på, hvor usædvanlige episoderne med de mange indlæggelser var.

- Jeg blev chokeret, da jeg læste om de mange indlæggelser. Resten af personalet var også i chok, fortalte en tidligere medarbejder på Plejecenter Tirsdalen, som sagde op blandt andet på grund af psykiske mén over episoderne med forgiftningerne af beboerne.

Centerlederen af plejecentret fortalte også om, hvordan hun i sine 40 år i branchen aldrig havde oplevet noget lignede.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her