Fodbold fik Caspar til at elske skolen
For Caspar Sigvardsen har en særlig fodboldlinje gjort, at han har meget mere lyst til at komme i skole. Tirsdag var han til sin første eksamen.
- Jeg er spændt. Rigtig spændt.
Der er nervøsitet i kroppen blandt drengene på en særlig uddannelse i Randers. De går nemlig i 9. klasse på Danmarks største fodboldlinje. I tirsdags var de til den afsluttende eksamen i faget.
- Det bliver dejligt at få det overstået, siger Caspar Sigvardsen kort før eksamen.
Eleverne kan begynde på fodboldlinjen i 6. klasse, hvor de blandt andet træner fodbold før normal skoletid.
Senere lærer eleverne ud over fodboldteknik også om kroppen og sund kost, og selvom man kunne tro, at det ville gå ud over den faglige læring, kan det faktisk for nogen have en positiv effekt.
- Jeg har sukkersyge, og det her fodbold-noget gør, at jeg pludselig elsker skole og vil mere i skole og sådan noget, siger Caspar Sigvardsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Man behøver ikke være den nye Ronaldo for at gå på linjen.
- Det er jo ikke en elitelinje. Alle er velkomne, uanset niveau. Drenge og piger. Og det er meget vigtigt for os, at alle føler sig velkomne, siger John Witting, der er leder på fodboldlinjen.
Det er ikke sjov og balle
I 9. klasse kan eleverne ligesom drengene her frivilligt tage en eksamen, der gør dem til juniorledere. Det gør dem blandt andet i stand til at være træner i en fodboldklub.
- Det er ikke sjov og ballade, når de kommer her. De er velforberedte, de går op i det. De har brugt to måneder på at opbygge den her klub og kommer op og forsvarer det. De lærer en masse forskellige ting om, hvordan en klub er bygget op, siger John Witting til TV2 ØSTJYLLAND.
Fodboldlinjen begyndte i 2010, og dengang gik der 20 elever på den. I dag går der 250 elever fra otte forskellige skoler.
- Det, synes jeg, er helt vildt godt. Det er jo et kæmpe brand for Randers, siger John Witting.
Selvom Caspar Sigvardsen skulle til eksamen i hans yndlingsfag, så var han mildt sagt lidt nervøs. 00:00:12
Men efter drengene havde fremlagt deres projekt og fået deres karakter, kunne de ånde lettet op. Det gik nemlig lige, som det skulle.
- Jeg er rigtig glad, fordi jeg fik 7. Så er jeg endelig færdig og kan sige, at jeg er juniorleder. Så skal jeg hjem og fortælle mine forældre det, siger Caspar Sigvardsen.
Læs også:
Efter eksamen kan man vælge at fortsætte på fodboldlinjen på ungdomsuddannelsen Tradium i Randers.