Indsatsleder ved krobrand: - Forventer at være i gang i et par timer endnu
Fredag morgen er der opstået brand ved Assentoft Kro nær Randers
Fredag morgen opstod der brand ved Assentoft Kro nær Randers. Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 7.32.
- Da vi kommer frem, kan vi se, at der er kraftig røgudvikling fra første sal, siger kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi Jeanette Løv Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands politi oplyser desuden, at der ikke er nogen meldinger om personskade i forbindelse med branden.
Brandårsag endnu ukendt
En patrulje på stedet kunne kvart over otte i morges melde, at røgen var ved at lægge sig. Klokken 9.36 fredag kan Østjyllands Politi oplyse, at der er kontrol over branden i Assentoft.
Brandfolk og politi har hele fredag morgen og formiddag været til stede ved Assentoft Kro, hvor der udbrød brand tidligt i morges.
Brandfolkene har nu fået styr på flammerne, men arbejder stadig med efterslukningen i kroen, og det forventer de at være i gang med et stykke tid endnu,
- Jeg forventer, at vi er her ude to til tre timer mere, før vi har nogenlunde styr på den, og så overdrager vi den til skadeservice, siger indsatsleder ved Beredskab og Sikkerhed Per Allan Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
I forbindelse med branden har politiet måtte spærre Storegade fra Silovej til Volkmøllevej. Afspærringen er blevet ophævet igen.
Umiddelbart ikke giftig røg
Politiet fortæller, at røgen ikke umiddelbart er giftig, men man har oplyst beboere i nærheden om situationen og bedt dem om at lukke døre og vinduer.
- Umiddelbart er det ikke giftigt, men får man det dårligt, skal man kontakte en læge, siger Jeanette Løv Rasmussen.
Røgen er umiddelbart ikke giftig, men bliver man dårlig efter at have indåndet den, bør man søge læge. De nærmeste beboere er blevet bedt om at lukke døre og vinduer #politidk https://t.co/spK3WwWnFu
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) August 3, 2018