Josefine om første skoledag: - Jeg har savnet mine venner
Rismølleskolen i Randers bød mandag eleverne i 0. til 4. klasse velkommen tilbage.
Flaget var hejst og musikere hyret ind til at give eleverne i 0. til 4. klasse en varm velkomst på Rismølleskolen mandag morgen.
Og det var en række forventningsfulde elever, der mødte ind:
- Jeg tror, det bliver sjovt, men jeg ved faktisk ikke, hvad vi skal lave, siger Josefine Wentzel Sejersen fra 3.A til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun har glædet sig til at komme rigtigt i skole igen:
- Jeg har savnet mine venner, siger hun.
Lærer: Det handler om at være sammen
Og det bliver ikke regnestykker eller stavning, der i første omgang skal bruges tid på denne mandag. Det fortæller klasselærer for 3.A Malene Møller Sloth:
- I dag handler det helt klart om at være tilbage og om at være sammen, at se hinanden og mærke hinanden. For eleverne har jo brugt rigtig lang tid alene bag ved skærmen, så de savner hinanden, siger Malene Møller Sloth til TV2 ØSTJYLLAND.
På trods af den omfattende nedlukning er klasselæreren ikke nervøs for elevernes faglighed. Det tabte skal nok blive indhentet, lyder det:
- Når børn er trygge, og de har det godt, og de er glade, så kører indlæringen meget nemmere. Så det skal vi nok få indhentet, siger Malene Møller Sloth.
Skoleleder: Gensynsglæden er varm uanset frosten
Skoleleder på Rismølleskolen, Jan Pedersen, har svært ved at skjule sin optimisme og lettelse over, at første skridt af genåbningen nu er taget:
- Jeg synes, der er megagod stemning. Gensynsglæden er så hjertevarm, og det er uanset, at der er fem graders frost.
- De forhåbninger, vi gik med i sidste uge, de er til fulde blevet indfriet, siger Jan Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.