Nu skal forældrene spørges om frikadellekrav i Randers

Et flertal i Randers Byråd besluttede mandag aften at gå i dialog med forældrebestyrelserne om madordningerne i de kommunale institutioner

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Randers kom for godt to år siden på alles læber, da et snævert flertal med Venstre og DF besluttede at indføre tvunget svinekød i de kommunale institutioner.

Mandag skulle det nye byråd i kommunen så diskutere sagen igen.

Jeg er glad for, at vi nu vælger at spørge ude i institutionerne, hvordan og hvorledes tingene har fungeret de seneste to år.
Frank Nørgaard (DF)

Det skulle man, fordi Velfærdslistens Kasper Fuhr Christensen havde foreslået at droppe madordningen igen. Det endte dog ikke helt så drastisk. Et flertal i det nye byråd besluttede i stedet at gå i dialog med forældrebestyrelserne om madordningen.

- Jeg er glad for, at vi nu vælger at spørge ude i institutionerne, hvordan og hvorledes tingene har fungeret de seneste to år. Jeg er glad for, at Fuhr ikke fik gennemtrumfet en afstemning her og nu, sagde Dansk Folkepartis Frank Nørgaard efter mødet til TV2 ØSTJYLLAND.

Han var en af bagmændene bag den tvungne svinekød, som også blev flittigt debatteret under valgkampen i november. Netop af denne grund satte Velfærdslistens byrådsmedlem sagen på tapetet igen til gårsdagens byrådsmøde.

- Velfærdslisten kan konstatere, at stort set alle andre partier og lister end Venstre og Dansk Folkeparti i løbet af valgkampen gav udtryk for, at de ville afskaffe svinekødspåbuddet. Dermed må der nu være et komfortabelt flertal for at afskaffe påbuddet og igen overlade kompetencen til forældrebestyrelser, skrev Kasper Fuhr Christensen i begrundelsen for at drøfte sagen igen.

Se mere om baggrunden for, hvorfor sagen nu igen blev drøftet i byrådet i indslaget her. 

Men på mødet besluttede politikerne altså, at børne- og familieudvalget i kommunen skal gå i dialog med forældrebestyrelserne med henblik på at afklare, om de nuværende rammer for madordningen fungerer, eller om der er behov for at ændre kostpolitikken.

Beslutningen blev vedtaget med 27 stemmer for, 2 imod og 2 undlod at stemme. Imod stemte Velfærdslisten og Enhedslisten. Radikale Venstre og Beboerlisten undlod at stemme.

Øverst på siden kan du se et interview med DFs Frank Nørgaard. Herunder kan du se mere fra det første byrådsmøde i den nye kommunalbestyrelse. Her var et af de øvrige temaer tonen politikerne imellem.

 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her