Politiet forlænger lukning af bandeklubhus
Der er fortsat risiko for angreb på Bandidos' klubhus i Randers, vurderer politiet.
En voldelig konflikt mellem Bandidos og banden NNV har fået flere politikredse til at forbyde adgang til en række af Bandidos' klubhuse.
Det gælder blandt andet Bandidos' klubhus på Bogensevej i Randers, hvor Østjyllands Politi nu forlænger forbuddet.
Årsagen er, at der stadig er risiko for angreb mod klubhuset. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse:
Politiet: Fortsat risiko for angreb
- Vi mener fortsat, at der er en risiko for, at der, som følge af den aktuelle konflikt, også kan ske angreb på klubhuset i Randers.
- Derfor mener vi også, at der er god grund til fortsat at holde huset lukket, da et lukket klubhus alt andet lige vil være et mindre attraktivt angrebsmål, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard i pressemeddelelsen.
Forbuddet mod ophold i klubhuset forlænges til 25. februar kl. 17.00. Ifølge politiet risikerer folk, der overtræder forbuddet, at blive straffet med fængsel i op til to år.
Bande udspringer fra Nørrebro
Mens Bandidos har holdt til i Danmark i årtier, er NNV en forholdsvis ny gruppering. NNV opstod i efteråret 2018 i kølvandet på konflikten mellem Brothas og Loyal to Familia i København.
NNV står for Nørrebro-Nordvest, hvorfra banden udspringer. Den er dog også til stede andre steder i hovedstadsområdet.