Politikere giver grønt lys til biler i Randers Midtby
Et snævert flertal i Randers Byråd sagde mandag aften ja til at bevare bilkørsel i bymidten
Det vil fortsat være tilladt at køre bil i Randers Midtby.
Det står klart efter et byrådsmøde mandag aften, hvor bilkørsel i midtbyen var på dagsordenen.
Et snævert flertal i Randers Byråd sagde efter flere års debat om spørgsmålet ja til at lade biltrafikken fortsætte.
- Det, vi arbejde med i Vision 2021, var at tro på, at den skulle være bilfri, men vi må bare konstatere, at det ikke er det som dem, der driver butikkerne eller ejer ejendommene vil. Jeg hører heller ikke særlig mange borgere, som siger, at det er det, de vil, siger Claus Omann Jensen (V), borgmester i Randers Kommune.
Konkret handler det om kørsel i Sløjfen, der består af Slotsgade, Rådhusstræde, Torvegade, Sct. Mortensgade og Burschesgade.
I beslutningen lægger politikerne op til, at forvaltningen laver forslag til en regulering af trafikken i området og et forslag til konkrete bestemmelser for, hvordan gågaderne udnyttes.
- Nu skal man så sætte sig ned og kigge på, hvordan man kan forbedre Sløjfen. Er kørselsretningen rigtig, kunne vi udnytte nogle pladser, som måske står tomme til parkering, og er der steder, som bruges til parkering, som kunne bruges til nogle andre aktiviteter, siger borgmesteren.
Forvaltningens forslag ventes at være klar næste sommer, hvorefter byrådet skal tage stilling.
I den seneste tid har Randers Kommune holdt et borgermøde og en række dialogmøder med de professionelle aktører i Randers Midtby om, hvad der skal ske med trafikken i Sløjfen.
Det er på den baggrund, at byrådet nu har besluttet, at bilkørsel fortsat skal være tilladt.