Falske Rejsekort-opslag florerer på Facebook

Falske opslag bliver delt på sociale medier, og denne gang er det Rejsekortet, der bliver misbrugt.

Udgivet Opdateret

Falske annoncer på sociale medier er ikke noget nyt.

I øjeblikket er det rejsekortet, der bliver udnyttet til forsøg på svindel med falske annoncer på blandt andet Facebook, som lover kunderne seks måneders frit brug af rejsekort for kun 18 kroner.

Ifølge Rejsekort og Rejseplan A/S er det falske profiler, der står bag annoncerne.

En af dem, der er faldet over det sponsorerede opslag på sin Facebook, er Emma Bertelsen. 

Hun var hurtig til at opsnappe, at der var noget lusket ved det lidt for gode tilbud, der poppede op på skærmen, og hun kontaktede derfor TV2 Østjylland for at advare om svindelnummeret.

- Jeg var næsten med det samme sikker på, at det var falsk. Så jeg synes, det var vigtigt at fortælle videre, siger Emma Bertelsen, der selv er kandidat i informationsteknologi.

Herunder kan du se, hvordan annoncen ser ud:

Det er første gang, at Rejsekort og Rejseplan A/S oplever, at der florerer falske opslag fra dem på sociale medier.

Virksomheden fortæller i et skriftligt svar til TV2 Østjylland, at de "er kede af, at der florerer falske annoncer om Rejsekort", og de håber meget, at svindlerne bag ikke får held med deres foretagende.

Rejsekort og Rejseplan A/S skriver også, at de er i dialog med Meta - selskabet bag Facebook - om at få fjernet de falske opslag, og at de har sendt en advarsel ud på deres hjemmeside.

Den kan ses herunder.

Hvert år bliver omkring 150.000 danskere udsat for digital svindel, og ofrene mister i gennemsnit 2300 kroner, viser tal fra Det Kriminalpræventive Råd.

Herunder kan du læse deres råd til, hvordan du bedst undgår at falde for svindel på nettet. 

5 gode råd til at undgå svindel

  • Stop op og tag dig god tid, inden du klikker, betaler eller deler personlige oplysninger. Det er vigtigt at undgå forhastede beslutninger.

  • Lyt til din mavefornemmelse. Ofte vil du fornemme, at noget er galt.

  • Vær opmærksom på faresignalerne, hvis kommunikationen ændrer sig pludseligt eller virker anderledes end normalt, og hvis du føler dig presset til at handle hurtigt.

  • Bekræft identiteten på den, du er i kontakt med. Brug myndighedernes officielle kanaler, for eksempel hovednummeret, og hvis det er en person, du kender, så ring selv op på det nummer, personen normalt bruger.

  • Del aldrig personlige oplysninger som fx MitID eller personlige koder – heller ikke til familie og venner.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her