Venstre-spids: - Ventetiderne er helt horrible
Formanden for Folketingets sundhedsudvalg reagerer nu på lange ventetid for demensudredning i Region Midtjylland. Hun kræver svar fra sundhedsministeren.
Venstres formand for Folketingets sundhedsudvalg, Jane Heitmann, er utilfreds med de stigende ventetider på demensudredning.
- Jeg synes, det er helt horribelt, at ventetiden kan strække sig over flere måneder, og det kan ingen være tjent med. Det handler om sårbare mennesker med utryghed og usikkerhed over, hvad de fejler, siger hun.
Reaktionen kommer, efter TV2 ØSTJYLLAND i denne uge kunne fortælle, at ventetiden på demensudredning nu er nået op på 88 uger på Neurologisk Klinik på Aarhus Universitetshospital - den største udredningsenhed for demens i hele Region Midtjylland.
- De her mennesker har brug for et svar. Det dur ikke, at man sylter dem på den her måde. Der skal strammes op på det, siger Jane Heitmann (V) til TV2 ØSTJYLLAND.
Sundhedsministeren skal svare
Hun har sendt et såkaldt § 20-spørgmål til sundhedsminister Magnus Heunicke (A), hvor han har seks hverdage til at svare.
- Mener ministeren det er rimeligt, at udredningen for demens på Neurologisk klinik på Aarhus Universitetshospital er på 88 uger? lyder en del af spørgsmålet til ministeren.
Sundhedsministeren svarer via sin presseafdeling, at han ikke ønsker at kommentere sagen, før han svarer officielt på Jane Heitmanns spørgsmål.
- Jeg undrer mig over, at der ikke er større fokus på at nedbringe ventelisterne, siger Jane Heitmann og fortsætter:
- Hvis sundhedsministeren ikke mener, det er rimeligt, så må sundhedsministeren komme med bud på, hvor den ømme tå er, og hvordan vi kan få håndteret problemerne med lang ventetid på demensudredning.
Forhandlinger om sundhedsreform i gang
TV2 ØSTJYLLAND har kendskab til flere personer, som har fået en opstartstid til demensudredning i august 2023 ved Neurologisk Klinik på Aarhus Universitetshospital.
Mandag fortalte pårørende Lilly Bachmann Munk fra Auning også, at ventetiden på opstart for demensudredning for hendes mand kunne være svær.
- Man føler, det er en syltekrukke. Det laver totalt om på vores liv, sagde hun.
Hendes mand har tid på Neurologisk Klinik til januar 2023.
Hos Venstres Jane Heitmann er der ingen tvivl om, der skal gøres noget ved ventetiderne, og at den kommende sundhedsreform også skal belyse emnet.
- Vi har været indkaldt til et par forhandlingsmøder, og vi ser frem til, at vi nærmer os nogle realitetsforhandlinger. Vi glæder os til at se regeringens forslag til, hvordan vi får håndteret de her ventetider, siger hun.
Venstre sidder selv med i sundhedsreformsforhandlingerne. Bringer I spørgsmålet om ventetider op her?
- Vi er nysgerrige på at diskutere løsninger, men sundhedsministeren må komme ud af busken, lyder det fra sundhedsudvalgets formand Jane Heitmann.
Ventetider på de forskellige hospitaler
Der er 11 steder i Region Midtjylland, som udreder for demens lige nu. Nogle er mindre afdelinger, hvor de kun kan udføre få udredninger om året. Neurologisk Klinik i Aarhus stod i 2020 for over halvdelen af de godt 1.200 udredninger i alt. Tallene er trukket fra ventider.dk d. 7. april 2022.
Her er listen over de aktuelle ventetider for udredninger af demens:
Neurologiske Klinikker, Aarhus Universitetshospital: 88 uger
Neurologisk Klinik Viborg: 82 uger
Hukommelsesklinikken - RHG, Regionshospitalet Gødstrup: 55 uger
Hukommelsesklinikken, Hospitalsenheden Vest, Holstebro: 54 uger
Klinik for Ældresygdomme Gødstrup - RHG, Regionshospitalet Gødstrup: fem uger
Psykiatrisk Klinik 1 – Gødstrup, Psykiatrien Region Midtjylland: fire uger
Afdeling for Psykoser - AUH, Psykiatrien Region Midtjylland: fire uger
Regionspsykiatrien Midt, Psykiatrien Region Midtjylland: tre uger
Regionspsykiatrien Vest, Psykiatrien Region Midtjylland: tre uger
Regionspsykiatrien Horsens, Psykiatrien Region Midtjylland: tre uger
Regionspsykiatrien Randers, Psykiatrien Region Midtjylland: tre uger