Samsø Energiakademi vinder pris
To østjyske virksomheder hædret ved prisuddeling
To østjyske virksomheder løb med priser, da CSR Fonden torsdag uddelte verdens første CSR Awards.
Samsø Energiakademi vandt prisen for partnerskaber, der gør en større miljøforskel end hver for sig.
Derudover blev Pressalit i Ry hædret med den såkaldte rummelighedspris for virksomheder med over 100 ansatte.
- Det har været en stor dag. Vi har fået sat massivt fokus på samfundsansvaret, og jeg er sikker på, at det gode budskab vil sprede sig som ringe i vandet - med større radius end nogensinde før, siger direktør i CSR Fonden Axel Boisen i en pressemeddelelse.
Drivkraft bag udvikling
Samsø Energiakademi blev rost for at have været samlingspunktet og drivkraften bag udviklingen af Samsø til Danmarks vedvarende energi ø.
- Samsø har demonstreret at det er muligt at omstille et samfund til 100% vedvarende energi på mindre end 10 år. På 10 år er Samsøs CO2-udledning reduceret med 140%, og der udledes således minus 2 ton CO2 per indbygger, skriver CSR Fonden.