Fra nytår kan de nægte dig at køre ind i byen i bil
En fremtid med færre benzin- og dieselbiler og flere elbiler er nu lidt tættere på virkeligheden.
Et netop vedtaget forslag fra Folketinget kan betyde, at der fremover vil være færre fossildrevne køretøjer i bybilledet.
Forslaget, der tirsdag er blevet vedtaget i Folketinget, betyder, at landets kommuner fra 1. januar kan indføre såkaldte nulemissionszoner, hvor benzin- og dieseldrevne køretøjer ikke er velkomne.
I Aarhus bliver vedtagelsen af lovforslaget mødt med begejstring - hvis blot den kollektive trafik ikke bliver berørt, understreger Gabriella Nielsen, som TV2 Østjylland mødte på gaden.
- Jeg synes egentlig, at det er et meget fornuftigt forslag. Hvis den offentlige transport bare følger med, så man stadig kan komme derhen, hvor man gerne vil, siger Gabriella Nielsen.
Ifølge brancheorganisationen Mobility Denmark er busser og lastbiler, der vejer over 12 ton, undtaget af reglerne. Ligesom kommunerne selv afgører, om begrænsningen skal omfatte al trafik eller udelukkende persontrafik.
- En kæmpe omvæltning
Nulemissionszoner er ikke et fremmedord i Aarhus Kommune.
I august vedtog byrådet en ambitiøs mobilitetsplan, der skal bidrage med en CO2-besparelse på 270.000 ton om året. Ambitionen skal ifølge kommunen lykkes ved blandt andet at indføre nulemissionszoner og sikre bedre kollektiv transport.
Ifølge Rasmus Lind, som TV2 Østjylland tirsdag mødte på gaden i Aarhus, fylder benzin- og dieseldrevne biler meget i bybilledet. Han bor selv på Vesterbro Torv centralt i Aarhus og hilser også det vedtagne forslag velkomment.
- Jeg synes, det lyder som et fint initiativ. Der kører mange biler i byen i forvejen, og jeg ville sommetider ønske, at det var lidt mere som i København, hvor der er flere cykelstier, siger Rasmus Lind.
Stor forandring for mange
Selvom han ser positiv på muligheden for at skære ned på fossildrevne køretøjer, anerkender han, at det er en stor forandring for mange.
- Det er da klart, at for folk, der bor udenfor byen, der er det en kæmpe omvæltning, hvis man for eksempel skal ind til byen en lørdag, siger Rasmus Lind.
Det er op til kommunerne selv at beslutte, om nulemissionszonerne skal indføres, og hvis de skal - hvornår, hvordan og i hvilket område.