Aqua viser Danmarks natur som den kunne se ud
Elge, bisonokser og ulve kunne være virkelighed i Danmark
I disse dage giver Aqua Akvarium og Dyrepark en særlig oplevelse til interesserede gæster.
Der er nemlig sat en container om med virtual reality-udstyr, som giver mulighed for at opleve Danmarks natur, som den kunne se ud, hvis ikke der var pillet ved den.
Det betyder, at der er mulighed for at opleve dyr som elge og ulve i dansk natur med Virtual Reality-brillerne på.
- Vi vil gerne starte diskussionen om, hvor vild naturen skal være. Kan der være plads til bisonokser, ulve og elge, spørger Kaare Tvedergaard Kristensen, der er fredningsmedarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.
Danmarks Naturfredningsforening mener nemlig, at den danske natur er for kontrolleret, og det er et synspunkt, der bliver bakket op af Aqua.
- Danmark har en efterhånden meget kontrolleret natur. To tredjedele af landets areal er dyrket, og så har vi haverne og byerne, siger Morten Vissing, zoolog hos Aqua Akvarium og Dyrepark i Silkeborg.
Vivi Lassen Rohde fra Silkeborg var en af dem, der prøvede Virtual Reality-oplevelsen, og hun så også gerne, at der var mere vild natur i Danmark.
- Der skal være plads til vildt dyreliv. Det ville ikke skade, at der var nogle områder, hvor vi lod dem passe sig selv, siger hun.
Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.