Bygninger ødelagt af brand
To pavilloner på en kommunal grund i Silkeborg er torsdag morgen ødelagt af flammer.
Alarmen gik klokken 5.40 torsdag morgen hos Midtjysk Brand og Redning om ildebrand i to træpavilloner på Harsnaplundvej i Silkeborg.
- De var helt overtændt, da vi kom. De er ødelagt indvendigt, men de er ikke brændt ned, siger indsatsleder Allan Riisberg.
Han fortæller, at de endnu ikke har fundet frem til, hvem der ejer de to træpavilloner, der er bygget sammen.
De står på kommunens grund, men bygningerne er ejet af en lokal forening, fortæller indsatslederen.
- Det er ikke en beboelse, så der har ikke været nogen i fare eller fare for, at det kan sprede sig til andre bygninger, siger Allan Riisberg.
Han forventer, at politiet nu vil undersøge, hvordan branden er opstået.
Vi har ikke nogen ide om det lige nu, det kan være både det ene og det andet, siger Allan Riisberg, der forventer, at brandfolkene er færdige med at efterslukke omkring 8.30 torsdag morgen.