Efter udskældt sparekatalog: - Hvorfor vælger de lige Silkeborg?
De er vrede i Silkeborg, efter det kom frem, at der skal spares 92 millioner kroner på byens hospital.
Hvorfor lige Silkeborg?
Det er et af de spørgsmål, som ansatte på Regionshospitalet Silkeborg står tilbage med, dagen efter det stod klart, at Region Midtjylland vil spare omkring 92 millioner kroner på hospitalet - hvilket vil betyde, at 143 stillinger forsvinder.
- Hvorfor vælger de lige Silkeborg? Og hvorfor vælger de at flytte de her 34 medicinske senge til Viborg?
Sådan lyder det fra Trine Balker, fællestillidsmand for sygeplejerskerne på hospitalet. De 34 senge, hun taler om, findes på Diagnostisk Center, som altså står i skudlinjen. Her vil det betyde et farvel til 85 stillinger. 30 af de 34 sengepladser bliver flyttet til Viborg.
Og det er dét, der overrasker Trine Balker mest.
- Jeg havde håbet, at det blev inden for Hospitalsenhed Midt, men derfor er det stadig en masse arbejdspladser, der forsvinder fra Silkeborg.
- Det mest vanvittige
Borgmester i Silkeborg Kommune Helle Gade (S) er også uforstående over for spareforslaget, som hun i et Facebookopslag mandag kaldte "alt for voldsomt".
- Det her får jo nogle konsekvenser for Silkeborg Sygehus, uanset om man flytter det ene eller det andet sted hen. Det vil betyde en nedskæring, og det synes jeg er voldsomt i Danmarks ottende-største kommune, siger hun.
Formand for støtteforeningen "Støt Silkeborg Sygehus", Poul Berggreen, kalder forslaget chokerende.
- Det er det mest vanvittige, jeg nogensinde har hørt regionen komme med. Vi er et sygehus, som overholder vores budgetter, vi er et sygehus, som er med til at bringe penge til regionen, siger han.
Håber at flytte noget
Sparekniven er ikke svunget endnu. Planerne skal nu i en høringsperiode, og den har Trine Balker tænkt sig at udnytte.
- Vi skal lave høringssvar - det er der rigtig mange, som skal til at i gang med, konstaterer hun.
Trine Balker håber på, at det kan være med til, at politikerne vælger kigger andre steder hen, når der skal spares. Det samme håber borgmester Helle Gade.
- Jeg håber, at man lytter. Og at man lytter konstruktivt og måske kan flytte noget. Det er i hvert fald dét, jeg ønsker mig, siger hun.
Vil kigge på mellemregningerne
Anders G. Christensen (V), som sidder i Regionsrådet i Region Midtjylland, står ved, at der skal spares.
- Vi står ved, at der skal findes 275 millioner kroner i regionen. Det er vi nødt til. Der burde i virkeligheden nok findes mere endnu mere i forhold til det voldsomme økonomiske morads, vi er i, siger han.
Han åbner dog en dør på klem for, at der kan ændres på nogle ting, så det ikke nødvendigvis går helt så hårdt ud over Silkeborg.
- Mellemregningerne er vi klar på at drøfte og se på, om de kan ændres eller skrues sammen på en anden måde.