Håndbold: Silkeborg-Voel snublede til allersidst
Silkeborg-Voel førte i 55 minutter, men blev overhalet af TTH Holstebro i en spændende pokalkvartfinale
Håndboldkvinderne fra TTH Holstebro er klar til semifinalen i kvindernes pokalturnering, også kaldet Santander Cup.
TTH vandt onsdagens kvartfinale på udebane over Silkeborg-Voel med 29-28 efter forlænget spilletid. Den ordinære kamp var sluttet 25-25.
Silkeborg-Voel-spillerne troede ellers, at de havde sikret sig endnu en forlængelse, da Freja Cohrt i sidste sekund sendte bolden i nettet, men dommerne annullerede scoringen for overtrådt.
Tv-billederne viste, at kendelsen var korrekt.
Silkeborg-Voel tabte til sidst
Silkeborg-Voel-Tvis/Holstebro 28-29 efs.
Ordinær kamp 25-25
Silkeborg/Voel: Stine Skogrand 8, Sofie Bæk Andersen 7, Trine Troelsen 5, Freja Cohrt 3, Louise Lyksborg 2, Julie Aagaard 1, Daniella Dragojevic 1, Jette Hansen 1
Tvis/Holstebro: Hege Wahlquist 7, Annette Jensen 6, Maja Eriksson 4, Stine Andersen 4, Amalie Wichmann 3, Mathilde Neesgaard 2, Sara Hald 2, Mathilde Hylleberg 1
Udvisninger: Silkeborg/Voel 1, Tvis/Holstebro 3
Tilskuerne i Jysk Arena havde sat næsen op efter Silkeborg-Voels første indtog i pokalsemifinalerne i klubbens historie, og hjemmeholdet førte da også i 55 minutter.
Men det blev dyrt, at holdet ramlede ind i en scoringskrise i slutfasen af den ordinære tid, hvor det kun blev til to mål i de sidste 11 minutter.
Dermed kunne et godt kæmpende TTH-hold med effektivt syv-mod-seks-spil æde sig ind i opgøret, og fem minutter før tid kom holdet foran for første gang i kampen ved 24-23.
TTH fortsatte med at have et let overtag i forlængelsen, og da Cohrts udligning blev afblæst, kunne vestjyderne juble over en stærk sejr.
Holdet skal tilbage til Silkeborg for at spille finalestævnet, der afvikles som Final-4 i Jysk Arena 29. og 30. december.
Tirsdag kvalificerede Randers HK sig som det første hold til Final-4-stævnet.