Nøddesbo før hjemmebane-debut: Ved at der god stemning i Jysk Arena
Jesper Nøddesbo får hjemmebane-debut, når BSV møder Aalborg Håndbold lørdag
Lørdag eftermiddag træder Jesper Nøddesbo ud på banen i Jysk Arena til sin officielle hjemmebanedebut i 888ligaen, når Bjerringbro-Silkeborg tager imod Aalborg Håndbold.
Og Silkeborgs nye profil er en af de absolut største stjerner i den danske håndboldliga. Det kunne allerede ses i en træningskamp for to uger siden, hvor 1.900 mennesker mødte op for at se Jesper Nøddesbo og BSV spille mod GOG.
Klubben forventer da også, at det bliver tæt på udsolgt på lægterne, når holdet lørdag går på banen mod Aalborg.
- Jeg er utrolig positivt overrasket over interessen. Jeg er vanvittig imponeret over, at der kommer 1.900 mennesker til en træningskamp en mandag aften. Hvis det er udgangspunktet, så bliver det en vanvittig sæson, siger Jesper Nøddesbo i en pressemeddelelse.
Jesper Nøddesbo kom til Silkeborg, efter ti år i den spanske storklub FC Barcelona. Skiftet var blandt andet for at komme tættere på venner og familie.
- Jeg har været væk fra venner og familie i ti år, og det bliver rart at få dem tættere på, lød det fra Nøddesbo, da det blev offentliggjort, at han kom hjem til Silkeborg.
Skal op på hesten igen
BSV tabte i tirsdag en tæt kamp mod TM Tønder, og dermed missede de pokalkvartfinalen.
Derfor er det også et BSV-hold, som vil være tændt og revanchelystent, fortæller Jesper Nøddesbo.
- Det bliver et Bjerringbro-Silkeborg-hold, der er klar til kamp. Et tændt hold, som gerne vil spille god håndbold, men det er en stærk modstander, som vi skal op mod, fortæller Nøddesbo, der peger på Aalborg, som en af DM-favoritterne.
Se Nøddesbo blive præsenteret i Silkeborg i videoen herunder: