Østjysk by er landets mest voksende
En lille by uden for Silkeborg er landets kraftigst voksende, viser nye tal.
I landsbyen Skægkær oplever de en stigende fremgang i antallet af nye indbyggere.
Det er nemlig den by med over 200 indbyggere, der har vokset mest i Danmark fra 2020 til 2021.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Byen tæt på Silkeborg er vokset med 19,6 procent, og der bor nu i alt 451 mennesker.
Monica Nielsen er en af byens nye tilflyttere - og en helt dugfrisk en af slagsen.
- Jeg har boet her siden i lørdags, så det er et par dage, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun kan godt forstå, hvorfor befolkningstilvæksten er så høj i Skægkær.
- Det er et rigtigt lækkert område, så der er en god grund til, at folk flytter hertil, siger hun.
Der findes både et pizzaria, skole, idrætsforening og en dyreklinik i Skægkær.
Mange børnefamilier tiltrækkes især af de nybyggede huse, der er i Skægkær.
Og fremgangen for byen ser ud til at fortsætte, der er nemlig flere huse på vej.