Silkeborgs dyreste lejlighed nogensinde solgt: Så meget kostede den
En penthouselejlighed i Papirtårnet i Silkeborg er blevet solgt som den dyreste i byen nogensinde.
Den dyreste lejlighed nogensinde i Silkeborg er blevet solgt. Og prisen lyder på den nette sum af 14.995.000 kroner.
Lejligheden, der er tale om, er den ene af to penthouselejligheder i Papirtårnet. Den har en størrelse på cirka 230 kvadratmeter.
- Det er mange penge, men det er også en helt unik beliggenhed. Og det, der er sket med Papirtårnet, er, at der er blevet bygget nogle lejligheder, der aldrig er set før i byen. Generelt på Papirtårnet er det et nyt marked, der nærmest udvikler sig hver gang, der bliver solgt en lejlighed dernede, fortæller Jesper Lyngsø, som står bag salget og er ejendomsmægler og indehaver af Nybolig Silkeborg.
Og selvom de knap 15 millioner er ny rekord, så er salget af lejligheden et udtryk for de vilde boligpriser, der for tiden kan ses i byen, fortæller Jesper Lyngsø.
- Der er lavt udbud i øjeblikket, og mange der gerne vil bo i byen, siger han.
På trods af det vilde boligmarked i området, skal man ikke regne med, at den nye pris-rekord bliver slået foreløbigt.
- Den får lov til at stå noget tid. Det er jeg helt sikker på, siger Jesper Lyngsø.
Der er dog mulighed for at få fat i Silkeborgs næstdyreste lejlighed. Naboen til rekord-lejligheden kan nemlig købes til en pris på 13.995.000 kroner.
Papirtårnet er 70 meter højt og består af 22 etager. Højhuset er bygget, hvor der tidligere stod en papirfabrik. Der har været muligt at flytte ind siden begyndelsen af 2020, og i skrivende stund er to tredjedele af lejlighederne solgt.