Assistenttræner overtager chefstolen i Skanderborg
Kristian Danielsen bliver ny cheftræner for Skanderborgs håndboldkvinder
Næste sæson kommer der til at stå en ny mand i spidsen for håndboldkvinderne fra Skanderborg.
Det bliver assistenttræner Kristian Danielsen, der fra sommerferien kommer til at dirigere tropperne.
- Det er en dialog, vi har haft gennem længere tid, siger Kristian Danielsen til TV2 | ØSTJYLLAND.
Holdets nuværende træner, Mikkel Voigt Frederiksen, har valgt at stoppe som træner i klubben.
Det er første gang, at Kristian Danielsen skal stå i spidsen for et seniorhold. Han har tidligere trænet ungdomshold i Rødovre. Foreløbig er der tale om en et-årig kontrakt mellem Kristian Danielsen og Skanderborg Håndbold.
- Mikkel og jeg havde meget den samme håndboldfilosofi, den vil jeg i store træk føre videre, siger Kristian Danielsen.
Klubben mangler stadig at finde en assistenttræner til Kristian Danielsen. Ledelsen har i dag holdt møder med mulige kandidater.
Skanderborg Håndbold spiller i dag mod HC Odense i Fælleden. Kampen går i gang klokken 15.00.
Øverst i artiklen kan du se hele interviewet med Skanderborg Håndbolds nye træner, Kristian Danielsen.