Faldefærdige og møgbeskidte - men de grønne kasser er stadig i brug
Grønne bokse i vejkanten, som ser faldefærdige ud, undrer Ole Nielsen.
Måske har du selv lagt mærke til dem? - ellers er der nok en fare for, at du fremover kommer til det, efter du har læst med her.
Ole Nielsen fra Skanderborg undrer sig over, at der står grønne bokse flere steder rundt omkring i boligområderne i Skanderborg.
Er det til el? Fjernvarme eller noget helt andet? Nogle er overmalet med graffiti - andre fyldt med alger eller fugleklatter.
- Det undrer mig, at de får lov til at stå så længe, som de gør. Jeg tror ikke, de har været brugt i over 10 år, siger Ole Nielsen.
Derfor tog han fat i TV2 ØSTJYLLAND for at høre om vi kunne hjælpe ham med at opklare den lille undren.
Ole Nielsens første tanke var, at de engang blev brugt til sorteret post, så postbuddet kunne samle det op undervejs på ruten. Men at de i dag ikke er nødvendige.
Og Ole Nielsen er ikke helt skævt på den.
Vi tog fat i PostNords presseafdeling for at høre, om de kender til kasserne.
Og det gør de.
Bliver stadig brugt
PostNord oplyser, at der er tale om såkaldte depotkasser. De bruges til at opbevare den post, der ikke er plads til på cyklerne, men som skal med ud på dagens ruter.
- Depotkasserne bliver brugt jævnligt - nogle steder bruger vi dem hver dag, andre steder er det et par gange om måneden, skriver presseafdelingen i en mail.
Det oplyses videre, at kasserne er at finde over hele landet, men at de er mest i byerne, hvor posten bliver kørt ud med cykel eller scooter.
Læs også:
Bliver de fjernet, når de ikke er i brug?
- Vi flytter lidt rundt på dem i takt med, at vi tilpasser vores ruter, svarer presseafdelingen hos PostNord og fortsætter.
- Vi forsøger løbende at holde depotkasserne rene og pæne, eller udskifter dem ved behov.
- Hvem vil bruge kasser, som er så grimme?
Forklaringen fra PostNord om, at de stadig bruger de grønne depotkasser, giver Ole Nielsen ikke meget for. I hvert fald ikke de faldefærdige.
- De er fyldt med graffiti og alger. Kønne er de ikke at se på. Hvem vil bruge kasser, som er så grimme?, spørger han.
Derfor håber han også, at de bliver fjernet, da han synes, de skæmmer i bybilledet og i naturen.
Men ifølge Post Nord, bliver de altså stadig brugt.
Har du en undren eller et tip til en historie?
Så skriv til din lokalreporter som du finder her