Grisetransport væltet - 600 dyr skal flyttes
En grisetransport er mandag morgen væltet på motorvejen og giver massiv kø.
Trafikken på Østjyske Motorvej E45 er mandag formiddag udfordret af en grisetransport, som er væltet.
Det er ifølge Vejdirektoratet sket i sydgående retning mellem Aarhus Syd og Skanderborg N. Et enkelt spor er farbart, men det bliver der ændret på.
Hos Østjyllands Brandvæsen skal man ifølge operationschef Jesper Hansen i gang med at flytte de omkring 600 smågrise fra grisetransporten til en anden lastbil, og i den forbindelse vil begge spor blive spærret.
- Alle de her grise skal ud af transporteren og over i en anden. Vi bliver kaldt lidt sent ud til det, fordi der ikke var melding om fastklemte i første omgang, forklarer han.
Ifølge Vejdirektoratets trafikkort skal man forvente forlænget rejsetid på 45 minutter på strækningen.
Arbejder på fuldt tryk
Jesper Duus, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, fortæller, at man forsøger at få trafikken til at glide, men der kan være tidspunkter, hvor der skal laves manøvrer, som kræver, at begge spor bliver spærret.
- Der er mange grise, som skal ud og læsses om. Jeg ved ikke noget om, hvor lang tid det tager, men der er masser af gode folk derude, som gør alt hvad der står i deres magt for at det går så hurtigt som muligt, siger vagtchefen.
Han har ikke det fulde overblik endnu.
- Men der er desværre nok også nogle grisene, som er døde, konstaterer han.