Jesper og Irene har lavet en miniature-Smukfest i baghaven: Se deres ihærdige arbejde her
Spots, guitarforstærkere, savsmuld og miniaturefigurer af Poul Krebs og bandet.
Kæresteparret Irene Nørgård og Jesper Brinck er ikke gået op kompromis med noget i deres miniatureudgave af Bøgescenerne fra Smukfest i Skanderborg, som de har brugt sommeren på at lave en rekonstruktion af i en baghave i Gravlev.
- I forbindelse med, at Smukfest blev aflyst, så tænkte jeg, det er sgu for synd for dem, så jeg ville lave en miniudgave af Bøgescenenerne, som bare skulle bestå af en stensætning og to halve gulvspande, og så ville jeg sende det til dem og sige: Jeg tænker på jer, siger Jesper Brinck og fortsætter:
- Men hvad skete der så?
- Så udviklede det sig, lyder det smågrinende fra Irene Nørgård ved siden af.
Og det må man give dem ret i. Ned til mindste detalje har de nemlig fået fremstillet en Poul Krebs koncert anno 2018 i miniature. En rekonstruktion, som nu er blevet klippet sammen med den rigtige Poul Krebs koncert fra 2018. Den kan ses her.
I videoen øverst i artiklen kan du følge processen og høre meget mere om, hvorfor det udviklede sig til et helt sommerferieprojekt for Irene Nørgård og Jesper Brinck.